Skrevet af Karina
Fødselsberetningen er skrevet til min datter. Det startede en helt almindelig tirsdag morgen den 14/11-2006.
Brian skulle på arbejde (natkørsel), så mit vækkeur ringede kl. 5, for da skulle jeg have Brian op. Jeg kunne mærke nogle underlige stik ned mod mit skridt. Det gjorde lidt ondt, men alligevel ikke det vilde. Jeg sagde til Brian, at jeg havde lidt veer, men at jeg ikke vidste, om det var de rigtige.
Han tog så på arbejde, og jeg lagde mig stille og roligt til at sove igen. Jeg vågnede omkring kl. 7. Jeg havde bare så ondt. Jeg ringede til min bror og svigerinde for at høre, om jeg måtte være sammen med dem hele dagen, hvis det nu skulle ske, for jeg var ikke glad for at være alene. Det måtte jeg gerne, men de kunne ikke komme og hjælpe mig.
Nu var jeg så godt som klar over, at det var de rigtige veer, som var taget til. Jeg ringede til Brian og bad ham om at komme hjem nu. Og han ringede så til Boh, som skulle finde en afløser til ham.
Jeg ringede til Sine for at høre, om hun ville komme og hjælpe mig med Stephanie, for løfte hende op af sengen turde jeg ikke, for hvad hvis der skete noget? Sine kom med lynets hastighed. Klokken var nu blevet 7.45, og vi gik op til Stephanie, som så småt var vågnet. Og idit Sine tager og løfter hende op af sengen og siger "godmorgen", ja så går mit vand. Det er der ingen tvivl om.
Jeg ringede til fødegangen, og de sagde, de gerne ville se mig, men jeg var nødt til at vente på, at Brian kom hjem, for køre bil med veer, det havde jeg fået strengt forbud mod af Brian. Så jeg aftalte med sygehuset at være derovre ca. kl. 9.
Veerne tog til, og de blev kraftigere og kraftigere. Sine kørte Stephanie i dagpleje, og vi drønede af sted til Sønderborg (en meget lang tur, når man har veer).
På grund af meget aktivitet på fødegangen blev vi sendt ind på en fødestue med det samme, og jeg blev tjekket. Dele af mit vand var rigtig nok gået, og så var jeg 6 cm åben. Puha, tænkte jeg, så var det måske snart.
Jeg blev tilbudt at få tømt min blære og endetarm, hvis jeg nu følte træng til det. Det sagde jeg ja tak til. Men pludselig fik jeg en pressetrang, og så er det meget tæt på.
Brian fik besked på at følge mig over på fødesiden, og der kunne jeg så mærke, at mere af mit vand gik. Men den studerende konstaterede, at der stadig var noget tilbage. Jeg åbnede mig stille og roligt, og veerne var bare vildt nu.
Jeg fik at vide, at jeg for guds skyld ikke måtte presse med, for det kunne komme til skade for mig selv, hvis jeg ikke var helt åben endnu.
Flere gange mærkede den studerende på mig, og lyttede til barnet for at se, om hjerterytmen var okay. Jeg bad hende op til flere gange om at lade være, fordi det gjorde ondt, men hun insisterede, fordi hun ikke kunne finde ud af, hvornår der kom en ve. Jeg sagde jo ingenting, jeg holdt smerten i mig. Ingen måtte høre min smerte.
Hun blev ved at sige, at hvis jeg følte trang til at presse, så skulle jeg gispe trangen væk. Men at gispe en pressetrang væk, når det handler om en fødsel, det er næsten umuligt! Og når man har så ondt, så er man næsten ligeglad med, hvad folk siger. Og det var jeg nu!
Så lige pludselig, ja så begyndte jeg bare at presse. Så gik resten af mit vand og min slimprop. Det var virkelig en lettelse. Men nu kom der pres på mit skridt, kunne jeg mærke, og hovedet ville ud. Jeg pressede, og hovedet kom. Nu skulle der bare komme en presseve mere, men jeg følte ikke trang til at presse eller noget.
Jeg fik at vide, at hvis der kom en presseve, så skulle jeg tage fat i mine knæ og presse alt, hvad jeg kunne. Men der kom ingen ve, end ikke selv om min livmoder blev tirret af den studerende. Så jeg gjorde som om, der kom en ve, og så pressede jeg bare alt, hvad jeg kunne, for jeg havde jo lukket tæt omkring din hals med mit skridt, og det kunne jeg ikke klare at vide.
Da klokken var 10.23, var du født. Du var helt blå, da du kom ud, og jeg bad sygeplejersken om at fjerne dig, for der måtte ikke være noget galt med mit barn. Hun ville ikke fjerne dig men gav dig i stedet ilt, mens du lå på mit bryst, og så kom din almindelige farve, og alt var okay.
Brian klippede efter overtalelse navlestrengen over, og jeg skulle syes 3 sting, som gjorde MEGET ondt. Men alt i alt en dejlig velskabt pige, som blev vejet og målt til 3.405 gram og 52 cm lang.
Du fik efter 2 timer tøj på, og vi blev flyttet ned på barselsgangen, hvor vi skulle ligge til observation i 1 døgn på grund af nogle antistoffer, du havde i dit blod.
Dagen efter fik vi at vide, at vi gerne måtte tage hjem. Det gjorde vi så, men da vi nåede hen til aftenen, ville du ikke ammes, du ville ikke tisse eller lave i bleen, du fik feber, og du skreg hele tiden. Vi ringede så til lægevagten, hvorefter han indlagde os på Sønderborg Sygehus igen. Så måtte vi jo dertil midt om natten.
Da vi kom derover, tissede du heldigvis (på en sygeplejerske), og så blev der ellers taget diverse prøver på dig. For antistoffer. Du blev mere og mere gul, for hver dag der gik, og tallene steg mere og mere. Det så ikke så godt ud. Hver dag fik vi at vide, at vi ikke måtte komme hjem. Det var trælst. Men i stedet fik vi min amning til at fungere korrekt.
Søndag morgen kom sygeplejersken endelig flyvende ind med den gode nyhed, at vi gerne måtte tage hjem nu, for tallene var dalet meget. Men vi skulle bare til tjek igen om mandagen, når vi skulle til hørescreening. Og ja, det var så starten på dig liv.
09-07-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025