Bækkenløsning Mellem 35-42% af alle mødre har under en eller flere graviditeter været plaget af bækkenløsning.
11170
Mellem 35-42% af alle mødre har under en eller flere graviditeter været plaget af bækkenløsning. Der er dog stor forskel i graden af smerter og funktionshæmning hos disse kvinder.
Bækkenets funktioner
Bækkenet fører vægten fra overkrop til underkrop. Ca. 60% af kropsvægten ligger over bækkenet. Ved at bruge krykker, fjerner du meget af denne vægt på bækkenet og fører den over på armene.
De fleste opfatter bækkenet som en fast ring, men det kan faktisk bevæges i tre led. Bækkenet fungerer som en støddæmper mellem ryggen og benene. Når du går, giver bækkenbenene i bækkenet efter. Du har to led bag på bækkenet, som kaldes ileosacralleddene og et led foran på skambenet, som kaldes symfysen.
En kvindes bækken er skabt til at føde og understøtte barnets bevægelse ned i bækkenet. Men for nogle kvinders vedkommende medfører dette smertefulde bevægelser.
Den "normale" fysiologiske bækkenløsning
Når du er gravid indstiller kroppen sig på at give bedst mulig vækstforhold for barnet, og kroppen forbereder sig på fødslen. Bækkenløsningen som ses i normale graviditeter må ikke sygeliggøres. Det er først når de fysiologiske forandringer bliver en stor plage i hverdagslivet, at man kan kalde det for en sygdom.
Symptomgivende bækkenløsning
Bækkenløsningen bliver en sygdom, når den er så smertefuld, at kvinden ikke fungerer socialt, hjemme og/eller på arbejdet. I disse tilfælde stilles diagnosen "symptomgivende bækkenløsning" eller "bækkenløsning med gangbesvær", så længe du er gravid og i den første del af barselstiden.
Bækkenledssyndrom
Det er ikke normalt, at bækkenløsningen varer udover de første 8 uger af barselsperioden. Du får da diagnosen "bækkenledssyndrom".
Bækkenløsning tidligt i graviditeten
Forskerne strides om, hvorfor nogen får bækkenløsning så tidlig som bare nogle få uger inde i graviditeten. Man troede længe, at det var barnets vægt og moderens deraf følgende vægtøgning, som hos nogle var for stor, således at moderen fik bækkenløsning. Men bare to uger inde i graviditeten er det ikke barnets vægt, som resulterer i bækkenløsning.
De fleste en nok enige om, at hormoner spiller en stor rolle. Der fokuseres især på hormonet relaxin. Det kan være, at kvinder som får tidlig og kraftig bækkenløsning har en for stor produktion af blandt andet relaxin. En anden teori er, at nogle kvinder har ekstra mange modtagere for hormoner i vævet rundt om bækkenleddene. Således kan man forklare, hvorfor nogle får symptomgivende bækkenløsning og andre ikke.
Relaxin-niveauet skal normalt stige og løsne bækkenet op de sidste uger før fødslen. Der findes p.t. ikke nogen undersøgelser som kan bekræfte eller afkræfte, hvilke hormoner der påvirker bækkenet. Desuden er det vanskeligt at forske på kvinder, som er gravide, da de har et barn i maven, som man ikke ønsker at skade ved at tilføre stoffer eller kunstige hormoner.
Smerter
Smerterne i forbindelse med bækkenløsning kan være meget forskellige fra kvinde til kvinde. Variationerne strækker sig fra at være delvist hæmmet i hverdagen, til ikke at være i stand til at klare selv de mest enkle af dagligdagens opgaver.