Skrevet af Diana
Tirsdag den 15. april 2003 startede som de fleste andre tirsdage. Michael og jeg sov, indtil Victoria begyndte at kalde inde fra sit værelse. Så hentede jeg hende ind til morgen-hygge-putte-slumre-pludre-tid i vores seng helt som sædvanligt. Og helt som sædvanligt fik farmand endnu 5 minutter på 5 minutter på 5 minutter i hans side af sengen. Men så var det også sket med almindeligheder for den dag.
For kort tid efter, at jeg havde hentet Victoria, kom den første ve. Den nev noget og holdt ud i over et minut. Alligevel var jeg ikke helt sikker på, om det virkelig (endelig) var en ve, før den næste kom efter ca. 10-12 minutter og holdt ud i 1½ minut. Klokken 7:20 med den tredje ve vækkede jeg farmand og sagde, at jeg troede jeg havde veer, og at vi vist hellere så småt måtte begynde at komme i gang med dagen.
Så jeg snuppede et bad, mens farmand klædte Victoria på. Så lavede jeg morgenmad til os og ringede til Nanny Careen klokken 8 og sagde, at det bestemt ikke hastede. Hun havde rigelig tid til et bad og morgenmad, men så måtte hun godt komme op :-) Jeg genkendte jo de der veer fra fødslen med Victoria og regnede med, at dem skulle jeg have i mange timer.
Men allerede kort efter klokken 8 var veerne af en sådan kaliber, at jeg måtte op at stå og arbejde med min vejrtrækning. Så imellem hver skefuld müsli var jeg oppe at tage en ve, og Victoria sad i sin høje stol og pustede med hver gang. Jeg måtte opgive at spise min müsli og overgive mig til ve-arbejdet.
På det tidspunkt var jeg ved at gå lidt i panik. Jeg syntes det gik alt for hurtigt, og jeg kunne slet ikke nå at følge med hverken mentalt eller rent praktisk. Hvordan skulle vi komme på hospitalet?
Michael ringede til hospitalet, og i løbet af samtalen ændrede jeg holdning til, om vi selv skulle køre og bad om en ambulance. Den ville først kunne være hos os efter en time, og vi har 45 minutter transporttid til hospitalet. Så jeg sagde skidt med ambulancen, for så når vi det ikke, lad os komme afsted nu.
I mellemtiden var Nanny kommet. Hun havde af en eller anden årsag vidst, at der ikke var tid til bad og morgenmad, selvom jeg havde ment det, da jeg snakkede med hende. Hun havde sine to piger med, og dem havde Victoria så travlt med, da vi skulle afsted, at hun knapt havde tid til at sige farvel. Det var en dejlig måde at forlade hende på.
Turen til hospitalet med veer hvert andet minut var ikke sjov, og Michael fik vist nok et par kørselsanvisninger (sjovt nok brokkede jeg mig slet ikke, da han besluttede sig for at køre over for taxi-gult) og udskældninger over huller i vejen, som jeg må få sagt pænt undskyld for en eller anden dag :-)
Da vi kom ud på hospitalet omkring klokken 9, var jeg 7-8 cm åben, og hun spurgte, om hun skulle tage vandet. Det tog mig lige to veer at finde mod til at sige ja, og så vupti havde hun taget det. Liam stod stadig ikke fast i bækkenet, men han var langt nok nede til, at hun troede, at han ville komme resten af vejen ned, hvis hun tog vandet.
Derefter eksperimenterede vi lidt med forskellige fødestillinger, blandt andet siddende på en stor bold, men jeg endte stående lænet ind over sengen, som blev hævet ret højt op, så den var en super støtte. Imellem veerne serverede far iskolde klude til min pande og nakke og vand at drikke. Jeg fik en hot-pack på lænden på et tidspunkt - wauw, det var lækkert.
Nu var veerne virkelig barske, og venlige tanker om epiduraler og kejsersnit rumsterede i min hjerne men kom dog aldrig over mine læber. Jeg havde endnu ikke helt forstået, at hvert eneste trin i denne fødsel ville gå hurtigt, så jeg var bange for at skulle have den slags veer i timer, men det blev jo ikke engang til en time. Så meldte pressetrangen sig, og da jeg fortalte det til vores fødselshjælper (en super erfaren sygeplejerske - jordemoderen nåede aldrig at komme), ville hun godt undersøge mig.
Vi aftalte, at efter to veer skulle jeg springe op på sengen, og så ville hun skynde sig, alt hvad hun kunne med at undersøge mig, så jeg kunne komme ned på gulvet at stå igen. Men allerede den næste ve var en voldsom presseve, og selvom jeg holdt igen, alt hvad jeg kunne med min nye forbedrede vejrtrækning, måtte jeg lige presse lidt på den til sidst (jeg "dumpede" stort på gispevejrtrækningen, da jeg fødte Victoria og havde denne gang lært en teknik, hvor man i stedet for at gispe puster ordene "I... WON'T... PUSH..." ud, meget nemmere og virker lige så godt!).
Fødselshjælperen og jeg var uden at sige det begge klar over, at jeg ikke ville komme op i sengen, og hun sagde, at hun ville undersøge mig under næste ve, og at det ikke ville være sjovt, men at jeg bare skulle blive stående. Det gjorde hun og meldte så, pres bare løs. Og det gjorde jeg så. Der gik simpelthen en djævel i mig.
Liam var stjernekigger, og det brændte og sved, da jeg pressede, men i stedet for at få mig til at holde igen, fik det mig til at presse lidt ekstra. Det skulle overståes. Jeg kunne mærke præcist, hvad der skete på hver ve, så smerten var mere nuanceret og også nemmere at acceptere, fordi jeg kunne mærke, at der skete noget ved hvert pres.
Første pres bragte hovedet ned i fødekanalen. Andet solide pres, og hovedet blev født. Liam startede med at melde om sin ankomst, da hovedet kun næsten var født, med en gurglende lyd, der blev til babygråd, da han straks efter havde hovedet fri. Fødselshjælperen bad mig holde igen på den næste ve, og først på den næste igen blev kroppen født, og Liam landede i armene på farmand, der var blevet udstyret med et svøb til at tage imod sin søn.
Navlestrengen var for kort til, at han kunne komme op på min mave, så hun spurgte om lov til at klippe den, og fik den, for jeg ville bare røre ved min lille dreng. Jeg var ved at dreje kroppen af led for at suge hver lille detalje af ham til mig, som han lå der i fars arme stadig forbundet til mig, men akurat uden for rækkevidde. Og det syntes som små evigheder, inden der blev klippet, og jeg kunne kravle op i sengen og tage ham i kærligt øjesyn.
Og sikke lille og fin han er, med det fineste silkehår og mørkeblå øjne, bittesmå hænder og krøllede ører. Og tænk engang, da jeg havde født moderkagen, fik vi lov at være for os selv far, mor og barn i en time, hvor vi kunne sige goddag og velkommen til livet i fred og ro. Der var ingen hast med at få ham vejet, målt og undersøgt, og mors kropsvarme på den ene side og et par varme bløde tæpper på den anden hjalp ham med at holde varmen i stedet for tøj. Det var ganske vidunderligt.
04-06-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025