Skrevet af Didde
Min fødselsberetning har været længe undervejs, men nu føler jeg, at den må ud.
Jeg havde en rigtig skidt graviditet med konstant kvalme og opkast i 4-5 måneder. Dette sammenholdt med, at jeg altid har frygtet hospitaler, og i øvrigt har en fortid med flere depressioner, førte til, at min mand og jeg valgte, at jeg skulle føde på en privat fødeklinik. Her kunne jeg få god støtte og tæt kontakt i graviditeten og under selve fødslen.
Naturligvis var vi bekymrede for, hvad der ville ske, hvis noget skulle gå galt under fødslen, men denne bekymring fejede de 3 jordemødre hurtigt af vejen. De forklarede, at vi ville komme så tæt på hinanden, at de i god tid ville vide, hvis noget ikke var, som det skulle være, og jeg ville således i ro og mag blive flyttet til Rigshospitalet i tilfælde af komplikationer.
Terminsdagen oprandt uden tegn på fødsel, men 3 dage efter, mandag den 30. oktober kl. 17, begyndte veerne. I starten var der omkring 10 minutter imellem, men de bed godt til. Det fortsatte resten af aftenen og natten og næste dag og nat med.
Da vi nåede til onsdag, havde jeg haft veer i næsten 48 timer, nu med ca. 7 minutter imellem. Det gjorde så ondt, at jeg hverken kunne sove eller spise, og det værste var, at jeg også havde smerter mellem veerne.
Vi havde hele tiden løbende kontakt med de 3 jordemødre, og de kom med forskellige forslag til lindring, såsom varme bade og et glas rødvin, men det var ikke noget, der gav mig fred nok til, at jeg kunne sove. Onsdag tog vi ind på klinikken, og jeg var overbevist om, det var i dag, at vores datter ville se dagens lys.
Jordemødrene mærkede på mig indvendigt og udvendigt og mente, at vores datter muligvis lå som stjernekigger, og derfor beordrede de mig til at ligge på siden ovenpå diverse sækkepuder i en utrolig ukomfortabel stilling, men det var jo fint nok, hvis det virkede. Endvidere blev jeg rystet i en såkaldt rebozo (et mexicansk tørklæde), og også dette skulle medvirke til, at vores datter ville lægge sig mere hensigtsmæssigt.
Efter nogle ukomfortable timer på klinikken, stadig med veer med ca. 7 minutters mellemrum, mente jordemødrene, at vores datter nu lå, som hun skulle. Herefter blev vi sendt hjem igen.
Jeg var temmelig nedslået og udmattet, og jeg kunne jo slet ikke sove, fordi det også gjorde ondt mellem mine veer. Men vi tog hjem, og jeg nippede til lidt mad og tog et brusebad på 2-3 timer, som ikke rigtig hjalp. Kl. ca. 3 om natten kunne jeg ikke holde det ud mere, og vi ringede til klinikken og sagde, at vi var på vej.
Fremme på klinikken kunne den ene jordemoder konstatere, at jeg var omkring 3 cm åben. Det var godt nok ikke meget! Der skulle gå yderligere 12 timer med ekstremt smertefulde veer, før jeg var fuldt udvidet. På dette tidspunkt var jeg meget udmattet, men også lettet over, at der nu snart måtte være en ende på det.
Jeg skulle blive klogere. Jeg pressede og pressede og pressede i de næste 5 timer. Det var et rent smertehelvede, og jeg kunne hele tiden mærke den lilles hoved forneden, men ud kom hun altså ikke.
Jordemødrene blev ved med at foreslå forskellige taktikker. Så skulle jeg stå, så skulle jeg prøve at sove (som om!), så skulle jeg sidde på toilettet, så skulle jeg i fødekar osv. osv. Det eneste, der kom ud af det, var desværre, at jeg blev så ubeskriveligt udmattet, og jeg følte virkelig, at jeg kæmpede for mit eget og min datters liv nu. Jordemødrene mente imidlertid ikke, at der var grund til at overflytte mig, da den lilles hjertelyd vedblev med at være fin.
Til sidst måtte jeg selv skære igennem og sige, at jeg ville overflyttes, og det skulle være NU! Jeg havde tidligere på dagen sagt gentagne gange, at jeg gerne ville overflyttes for at få epiduralblokade, men jordemoderen blev ved med at tale mig fra det, og til sidst orkede jeg ikke at gentage mit ønske. Der er jo grænser for, hvor mange ressourcer man har til at diskutere, når man ikke har sovet I 3 døgn! Hun har siden sagt, at hun ikke troede, jeg mente det!
Nå, men ambulancen kom for at hente mig. Min mand og de 2 jordemødre og jeg trippede ud på vejen iført min natkjole og kom op på båren. At ligge der i ambulancen, fastspændt med presseveer og afsindigt udmattet, det var virkelig en ubehagelig fornemmelse.
Heldigvis gik det hurtigt, og jeg blev kørt direkte op på fødegangen på Rigshospitalet. En jordemoder tog imod os og lagde straks et vedrop. Det gik der en times tid med. Jeg havde presseveer, og de gjorde av, men ingen baby kom.
Jeg opdagede så selv, at de havde sat vedroppet forkert i, hvorfor min hånd var på størrelse med en elefantfod. Der var i mellemtiden kommet en ny jordemoder til - en fantastisk, erfaren jordemoder, som fik lagt et vedrop i min anden hånd.
Presseveerne blev langsomt mere effektive, og jeg blev beordret om på ryggen, så jordemoderen kunne hjælpe til. Mens jeg lå der, sprøjtede der pludselig en stråle fostervand lige op i luften, hvilket fik jordemødrene til at kigge på hinanden, og jeg blev klar over, at noget måske ikke var helt, som det skulle være.
  Udenfor stod en læge og ville til, men den skønne jordemoder på Rigshospitalet gav tegn til, at vi nok skulle klare det. Nu havde jeg været alt det igennem, så nu skulle jeg også have lov at presse min datter ud.
Og ud kom hun efter 80 timer med veer, herunder 8½ time med presseveer, og det viste sig, at hun lå så uhensigtsmæssigt, som de næsten kan. Som stjernekigger og i for/isse præsentation, dvs. med nakken strakt i stedet for bøjet ind mod brystet.
Dette havde jordemødrene fra klinikken ikke på noget tidspunkt opdaget, og når de mærkede efter forneden under pressefasen, sagde de blot, at vores datter var skaldet, men det viste sig at være hendes pande i stedet for hovedet, de havde mærket, for skaldet var hun bestemt ikke!
Jeg forstår simpelthen ikke, at de 2 jordemødre fra fødeklinikken ikke greb ind noget før, særligt når de kendte til min fortid med depression. En sådan langtrukken og smertefuld fødsel er den direkte vej til en fødselsdepression!
I dagene efter fødslen var jeg så udmattet, at jeg blev dårlig, hvis jeg prøvede at sidde op, og gå kunne jeg slet ikke. Jeg følte, at jeg hele tiden var forpustet og måtte hive efter vejret. Også på Rigshospitalet undrede personalet sig over den behandling, vi havde fået på fødeklinikken.
Det er et mirakel, at vores datters lille hjerte kunne holde til den voldsomme omgang, som betød, at hendes lille hoved var helt fladtrykt og skrammet, og hendes næse så ud som om, den havde været brækket.
Men hun er en lille fighter og har fået navnet Vita, som betyder liv. Psykisk havde både hun og jeg det utrolig skidt ovenpå fødslen. Hun skreg stort set uafbrudt i de næste 3-4 måneder, og intet hjalp.
Hun fik medicin, og vi var indlagt i flere omgange, men hun var bare så ulykkelig. Til sidst tog vi hende til en healer, og det hjalp ufattelig meget. Vi fik et helt andet barn, og jeg er i dag overbevist om, at både Vita og jeg pådrog os et fødselstraume.
Jeg priser mig lykkelig for, at det trods alt endte godt, men jeg har da en lidt bitter smag i munden, når jeg tænker på, at vi har betalt for at få sådan en dårlig oplevelse, som kunne være endt så grueligt galt.
Tak fordi I læste med så langt.
12-12-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025