Skrevet af Marianne
Første gang vi så Victoria, var på scanningsskærmen på hospitalet, hvor jeg var til kontrol af en cyste på min æggestok efter en missed abortion nogle måneder tidligere. Jeg sagde til sygeplejersken, at vi ikke kunne udelukke, at jeg var gravid igen, så hun kiggede lige grundigt efter, og ganske rigtigt så vi et lille bitte foster.
Faktisk var det så tidligt i graviditeten, at man endnu ikke kunne se hjertet banke, så vi fik besked på at komme igen 10 dage senere. Det var svært at vente, for vi var nervøse for, at det skulle gå galt igen. Men ingen grund til bekymring; den nye scanning viste et lille hjerte, der bankede, og vi var ved at boble over af glæde.
Terminen blev sat til den 21/9-2003, og graviditeten forløb med massere af bækkensmerter og plukkeveer lige fra 3. måned, og jeg måtte gå ned i tid fra mit job.
Det blev den 21., og intet skete, men den 23. begyndte plukkeveerne at ændre karakter. Om aftenen fik jeg den første rigtige ve, og da jeg rejste mig op (fordi jeg ikke kunne sidde på grund af smerter), fik jeg tegnblødning. Vi glædede os, for vi regnede med at være forældre om et døgns tid.
Hele natten gik jeg op og ned ad gulvet. Jeg kunne ikke sove, for veerne bed godt, og de kom regelmæssigt med 8 minutters mellemrum. Men solen stod op den 24., og de blev ikke hyppigere. Min mand beordrede mig ud i bad og overtalte mig til 1 gram Panodil. Derefter var jeg så træt, at jeg faldt i søvn et par timer, men da jeg vågnede, var veerne blevet uregelmæssige og svingede nu mellem 5-12 minutters mellemrum.
Jeg var meget skuffet, gik rundt hele dagen (havde sendt min nervøse mand på arbejde) og kunne ikke slappe af, for jeg måtte op og stå, hver gang der kom en ve. Min mand kom tidligt hjem, og vi gik en tur for at sætte lidt fut i tingene, men det havde ikke den store effekt. Folk kiggede meget, når jeg klagende lænede mig op af træer og lygtepæle, mens vi gik. Det må også have set lidt "sjovt" ud.
Solen gik ned igen, og veerne var stadig uregelmæssige, og jeg begyndte at blive desperat, som natten gik. Jeg havde været i kontakt med fødeklinikken nogle gange og fået besked på at væbne mig med tålmodighed.
Kl. 5 den 25. var jeg dog løbet helt tør og ringede og spurgte, om jeg ikke måtte komme nu. Da der var gået 1½ døgn siden den første ve, sagde de, at de gerne ville se på mig, men at jeg lige kunne vente, til det blev morgen.
Vi kørte af sted til hospitalet kl. 7.30, og i bilen på vej dertil, blev veerne regelmæssige med 5 minutters interval, og de varede (som de havde gjort et stykke tid) ca. 90 sekunder.
Kl. 8.30 på fødeklinikken hilste jeg på jordemoder Anna, som undersøgte mig og satte CTG på min mave. Livmoderhalsen var udslettet, og jeg havde åbnet mig 3 cm.
Kl. 11.30 kom vi ind på en dejlig stor fødestue. Jeg kom i knæ-albue-leje for at lindre, og jeg fik akupunktur, som dog ikke virkede synderligt på smerterne.
Da forløbet allerede havde været langt, og Anna kunne se, at jeg var meget træt, talte vi om, at jeg måske havde brug for en pause i form af morfin, som kan tage de værste smerter. Jeg var lidt ked af det, da det slet ikke var, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg valgte alligevel at takke ja.
Hun undersøgte mig igen og noterede på dette tidspunkt i journalen, at det er et livligt barn med pæn hjertelyd, men at barnet måske stod i pandestilling ("stjernekigger") og lidt skævt i bækkenet. Jeg havde da åbnet mig 4 cm.
Kl.13.50 fik jeg så morfin og hvilede rigtig godt. Jeg kan huske, at jeg lå med lukkede øjne og talte med jordemoderen og min mand, og jeg kunne også for første gang i meget lang tid få lidt søvn.
Kl. 15.30 var der vagtskifte, og vi mødte vores nye jordemoder, Anne-Mette. Morfinen virkede næsten ikke mere.
Jeg havde åbnet mig 5 cm kl. 17.30 og kom i badekaret. Da jeg 1 time senere kom op af karet, faldt babyens hjertelyd, og jeg fik trang til at presse. Hjertelyden rettede sig fint, da jeg kom ned og ligge, og pressetrangen forsvandt også.
Jeg havde åbnet mig 6 cm, og jordemoderen besluttede at sprænge hinderne, så fostervandet kunne løbe ud. Heldigvis var vandet helt klart. Jordemoderen kunne nu helt sikkert mærke, at barnet stod skævt i bækkenet og var en lille "stjernekigger", så da jeg fortsat var meget forpint under veerne, besluttede vi, at jeg skulle have en epiduralblokade.
Jeg blev flyttet til fødegangen, og på vejen skulle min mand køre sengen. Han ramte en dørkarm, og jeg skældte og smældte. Den stakkels mand var ved at gå til, fordi jeg havde så ondt, og han ikke kunne hjælpe mig ud over at lægge hånd til og få den grundigt klemt. Det er noget af det, man ler af bagefter, men som man absolut ikke synes er sjovt, når man er i gang med at føde.
Klokken blev 21. Epiduralblokaden virkede desværre kun delvist. Babys hjertelyd begyndte at falde, når jeg fik en ve. Jeg fik ilt på maske, afdelingslægen blev tilkaldt, og der blev ordineret ve-drop. Det begyndte at blive lidt for dramatisk for vores smag, og jeg var meget træt og lidt bange nu.
Kl. 22.30 havde jeg åbnet mig 8-9 cm, og jordemoderen prøvede at få babyen til at rotere væk fra den uheldige stilling i bækkenet, men det lod sig ikke gøre. Lægen og jordemoderen begyndte at tale om kejsersnit, og jeg græd store salt tårer, for jeg følte, at hvis det kom der til, så havde alt arbejdet været spildt.
Anne-Mette - vores søde jordemoder - havde været fantastisk hele aftenen, og vi kunne se, at også hun var ked af det. Hun havde faktisk fri men blev hos mig lidt, da den nye jordemoder Laura kom for at tage over.
SÅ! Klokken 23.05 fik jeg pressefornemmelse. Anne-Mette undersøgte mig, og jeg havde udvidet mig fuldt, og babyen havde drejet sig til normal nakkestilling. Det må have været al den snak om kejsersnit, der fik hende til det, var jeg sikker på. Nu gik Anne-Mette hjem, og Laura overtog.
Nu var det snart overstået, tænkte jeg, men jeg måtte ikke presse, for babys hoved var ikke langt nok nede, og hjertelyden begyndte at falde meget, så der blev sat en CTG-elektrode direkte på babyens hoved og skruet op for ve-droppet.
Lægen blev tilkaldt igen, og han tog en blodprøve fra barnets hoved. Lille pus! Men prøven var ok, så jeg kom op og stå, og vedroppet blev skruet mere op.
Selv om man ikke har øvet gispen til fødselsforberedelse, kommer det HELT af sig selv. Uha, hvor er det svært ikke at presse.
Klokken 01 fik jeg endelig lov til at presse, selv om babyen stadig ikke var langt nok fremme, for nu skulle hun altså bare ud. Der blev skruet mere op for droppet. Klokken 01.25 faldt hjertelyden igen meget med veerne, men lægen ville lige se an, for hun syntes, jeg pressede så fint.
Klokken 01.37 blev vores smukke datter omsider født. Jeg glemmer aldrig fornemmelsen af hendes varme krop på min mave. Noget medtaget af den lange fødsel måtte hun en tur om neonatalafdelingen, men hun var fin og helt perfekt.
Som vi sad der klokken 5 om morgenen og så på vores lille pige i kuvøsen, besluttede vi os for at kalde hende for Victoria, for det var en sejr for os - og hende - at bringe hende til verden.
15-06-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025