Det som ikke skulle ske skete I 10. uge fik Marianne brunligt udflåd og blev scannet. Og så fik hun den kedelige besked: "Jeg er ked af at sige det, men fosteret er dødt".
6572
Skrevet af Marianne
Jeg var endelig nået til 10. uge. Nu var der ikke længe til den sikre periode.
Lørdag havde jeg rigeligt med udflåd, til tider en lille smule brunligt. Jeg var bekymret men overbeviste mig selv om, at jeg var overpylret.
Kl. 21, da jeg gik på toilettet, var der frisk blod! Jeg ringede til vagtlægen, men der kunne sandelig ikke arrangeres en scanning i weekenden - det måtte vente til en hverdag. Det gik nok i sig selv igen.
Jeg gik så i seng og turde næsten ikke gå på toilettet i løbet af natten. Der var de fleste gange en lille smule blod på papiret men intet i bindet. Om morgenen var det gået over til mere brunt "snask".
Jeg ringede til vagtlægen igen kl. 9 - jeg vidste jo, at der sad en anden nu. Han var nemmere at overbevise, og vi fik aftalt, at vi bare kunne møde op på Viborg Sygehus. Jeg fik vores datter afleveret og tog afsted.
Jeg blev set af en reservelæge, som optog journal. Jeg blev lagt i en seng og fik armbånd på - underlig fornemmelse, når man ikke følte sig syg.
Blødningen var faktisk stoppet, og jeg havde på intet tidspunkt haft smerter. Jeg blev undersøgt, og hun fandt slimhinden rød og irriteret - fint, tænkte jeg, så var det derfor.
Jeg blev så scannet indvendigt. Hun sagde ikke så meget, men vi var stadig ved rimeligt godt mod. Hun sagde så, at hun ikke lige kunne få et ordentligt billede, så hun ville hente sin bagvagt. Vi håber stadig det bedste. Jeg ligger og håber på snart at kunne høre "fiskekutteren" (hjertelyd) og få ro i sindet.
Bagvagten kommer. Nu jeg tænker tilbage, klappede/aede han mig sødt på låret - han vidste jo besked! Så kommer ordene, som man IKKE vil høre: "Jeg er ked af at sige det, men fosteret er dødt". Verden stod stille...
Dertil kommer ordene: "Og har været det siden uge 7+0". Jamen, jamen jeg er jo i 9+2 og har været mega træt, tisset konstant, og maven har vokset stødt. Chok, chok, chok...
Nu sidder man så der og har virkelig "ondt" og får så at vide, at man skal møde næste morgen til indlæggelse med henblik på udskrabning i fuld narkose.
Resten af søndagen bliver så brugt til at sluge beskeden, hyle og være bekymret for den forestående operation.
Jeg blev sat på OP-programmet som ekstra akut, så jeg kunne tilbringe hele mandagen i en seng på værelse 18, men jeg blev da heldigvis kørt ned allerede kl. 9.30. Jeg var vågen på opvågningen allerede kl. 10, så der var en hurtig "fornøjelse".
Nu sidder man så her med en forfærdelig skuffelse, som næsten ikke er til at bære! Man var jo godt nok ikke så langt henne, kendte til risikoen, er glad for det skete nu, for ingen af os ønskede et handicappet barn.
Men man havde jo allerede lagt så mange planer - hvornår på barsel, hvor længe skulle man holde, det kunne passe med, at den lille ny kunne overtage Emmas dagplejeplads, hvad skulle vi have suppleret med (søskendesæde og ny pusletaske). Så her sidder man med en lang næse - og en tom livmoder.
Jeg er overbevist om, at vi nok skal få et barn senere, men lige nu er det sgu hårdt! Jeg ønsker alle jer andre gravide held og lykke! Mange knus fra en stortudende Marianne.
Relaterede artikler
© 1999-2025