Skrevet af Camilla
En lille beretning om min fødsel nr. 2. I forvejen har vi en søn på 2 år og 5 måneder.
Efter mange besøg oppe på Roskildes afsnit for gravide med regelmæssige plukkeveer og en omgang blærebetændelse, startede min fødsel torsdag morgen. Jeg havde haft en god nats søvn og stod op kl. 5 med nogle mærkelige niv i underlivet. Ikke noget, som gjorde meget ondt, men jeg var ikke i tvivl om, at det nok var veer.
Min mand stod op, og vi spiste alle sammen morgenmad. Jeg fortalte ham, at han nok ikke lige behøvede at tage på arbejde i dag, for noget var vist i gang, selv om der gik 4 minutter, og det kun varede 20-30 sekunder.
Han kørte vores søn i vuggestue og kom hjem igen ved 9-tiden. Der sad jeg i sofaen og drak en hvidtøl, som jeg havde fået lov til af min jordemoder. Hun mente, det nok kunne sætte lidt skub i sagerne. Hans kommentar til det var, at jeg nok var den eneste kvinde, han kendte, som kunne drikke øl inden kl. 9. Det har vi grinet meget af siden. Jeg havde det fint, kunne sagtens følge godt med i fjernsynet og var faktisk lidt i tvivl, om det virkelig var fødslen, som var nært forestående.
Min mand satte sig ind på kontoret og fik ordnet noget arbejde, han havde liggende, og jeg tussede ud på badeværelset, hvor jeg var så heldig at have et klyx liggende, som en sød jordemoder på afsnittet for gravide havde givet mig nogle dage før. Det fik jeg selv ordnet og gik ind for at lægge mig. Måske kunne jeg sove lidt, inden vi ringede til Roskilde. Jeg sov vel en lille time. Vågnede lidt ved de underlige småniv, men jeg fik da hvilet.
Ved 11-tiden ringede jeg og spurgte, om vi måtte komme op forbi, så de kunne tjekke, hvor langt jeg var kommet, da jeg ikke ønskede at gennemgå en fødsel som den første. Mange plukkeveer på grund af blærebetændelse og til sidst hevet ud med sugekop, fordi hjertelyden forsvandt, samt 3 dage i kuvøse med C-pap. Ikke skide morsomt.
De sagde, vi godt måtte komme op, men at vi skulle være forberedte på, at de nok sendte os hjem igen. Jeg havde det stadig fint og mente, at det kunne vi nok godt klare, hvis de gjorde det.
Vi ankom kl. 12, og en sød jordemoderstuderende undersøgte mig og sagde, at jeg kun var åbnet en finger og havde stadig lidt livmoderhals tilbage. Øv bøv.
Hun forslog, at vi enten gik en tur i Roskilde, efter hun også havde givet mig et klyx, eller jeg kunne få nogle Panodil og lægge mig til at sove inde ved siden af. De havde slet ingen fødende på Roskilde, så det måtte jeg selv bestemme. Vi ville jo gerne i gang med dette projekt, så jeg bad om et klyx til, og efter det var overstået, smuttede vi en tur rundt i Roskilde by. Jeg gad vide, hvad folk har tænkt, for de veer blev godt nok vilde. Vi var endda en tur i Bahne. Hvordan jeg klarede det, fatter jeg slet ikke.
Da vi sjoskede tilbage til hospitalet, ringede min svigermor, og min mand syntes da lige, jeg skulle sludre lidt med hende. Lækkert med veer hvert andet minut. Nå, men vi skulle da også lige købe frokost i Kvickly, og så gik turen tilbage. Jeg kunne godt mærke, det ikke var barnemad længere, men jeg ville ikke ømme mig for meget, for hvem ved. Ikke sjovt at te sig, hvis man ikke har åbnet sig overhovedet.
Vel tilbage kl. 15 kunne de godt se, der var mere gang i den, og de ville tjekke på en CTG, hvor hyppigt veerne kom. Det så godt ud, og de spurgte mig, om jeg var interesseret i nogen form for smertestillende, men jeg ville hellere bare gå lidt rundt.
Fordi der var vagtskifte kl. 16, ville de ikke mærke efter, hvor meget jeg var åbnet, for så ville der komme nogle nye og gøre det samme kort tid efter. Det var da fint nok, men jeg tror nu nok, at havde jeg vist, hvor meget jeg var udvidet der, så havde jeg nok givet lidt mere lyd fra mig under veerne.
Da de endelig kom og tjekkede mig lidt efter kl. 16, havde jeg åbnet mig 6 cm og manglede kun lidt af livmoderhalsen. Jeg fik lov til at tage et bad, og hvis jeg syntes, der var en pressende fornemmelse, hver gang der kom en ve, så var det fordi, der var en kæmpe hinde med fostervand, som pressende sig ud og bagud mod min endetarm. Så hvis det blev for meget med det, så skulle jeg bare ringe på dem, og de ville tage vandet.
Jeg gik i brusebad. Dejligt, men det var stadig ubehageligt med den hinde, så jeg ringede til dem, og jeg kom ud af badet og op på briksen. De tog fostervandet, som kom i en kæmpe skylle og var helt klart. Jubii, havde nemlig tykt grønt fostervand ved ham den første. Så det havde jeg været lidt bange for.
Da de tog vandet, kom barnet også meget længere frem, og jeg syntes, jeg kunne mærke, jeg skulle presse. Det passede også godt, for på den sidste halve time havde jeg åbnet mig 3 cm og manglede kun en lille smule mere, så ville jeg være fuldt åbnet. Jeg skulle derfor gispe, og det gjorde jeg så, så godt jeg havde lært.
Samtidig med, at jeg lå der og gispede, spurgte jordemoderen, om de måtte invitere en lægestuderende indenfor. Ja, jeg var lidt ligeglad, så ind kom Tobias. Stakkels ham. En lille kant skulle masseres væk, og derefter fik jeg lov til at presse.
  Kl. 16.56 kom vores dejlige dreng til verden. 3.700 gram og 54 cm. Jeg skreg, lige da han stod ud for åbningen, og blev faktisk lidt chokeret af, at det var min egen stemme, jeg dér kunne høre. Uha da. Men ud kom han, og han var bare så køn.
Jeg havde lidt svært ved at fatte, at vi ca. 3 timer forinden havde gået nede i Roskilde og kigget på forretninger, og nu lå jeg der med en lille ny. Vildt. Under mine 2 presseveer kunne jeg lige se ham Tobias, og han stod nærmest naglet til jorden ligbleg i ansigtet. Jeg havde faktisk lidt ondt af ham. Pudsigt at ligge der og havde ondt af en anden, når man selv har umenneskeligt mange smerter.
Ja ja. Det gik bare så godt alt sammen, og vi smuttede hjem et par timer efter, han var født. Og han er bare så skøn en lille dreng, og vi takker for den gode behandling, vi fik på Roskilde, som varmt kan anbefales.
25-01-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025