Fødslen af en skæv stjernekigger Agnethe havde store smerter ved fødslen af sin søn, og det viste sig, at han var "stjernekigger".
12092
Skrevet af Agnethe
Da jeg fødte vores første søn, var jeg gået en uge over termin. Jeg vågnede kl. 06.30 en mandag morgen med plukkeveer, der "nappede", og jeg var overbevist om, at nu var der endelig gang i noget.
Veerne tog langsomt til, og fra 17-tiden om eftermiddagen var de regelmæssige med ca. 5 minutters mellemrum. Dette fortsatte aftenen igennem med kraftigere og kraftigere kontraktioner og mindre og mindre mellemrum.
Ved midnatstid ringede min mand og jeg til fødegangen, som inviterede mig hen til et tjek. Stor var min skuffelse derfor, da man her konstaterede, at jeg - efter i alt 19 timer med veer - kun havde åbnet mig 1 cm. Men fordi jeg var gået en uge over tid, kørte jordemoderen for en sikkerheds skyld et CTG, som viste, at barnets hjerteaktion var for hurtig, muligvis på grund af stress. Jeg skulle derfor blive og hvile et par timer, hvorefter man ville køre et nyt CTG.
Det dér med at hvile var det nu så som så med, for veerne tog til, og jeg koncentrerede mig om at lave vejrtrækningsøvelser efter bedste evne. Ved 03-tiden var jeg åbnet 4 cm, veerne kom med 2-3 minutters interval og et nyt CTG viste, at barnets hjerteaktion var faldet til et acceptablet niveau.
Jeg kom derfor ind på en fødestue, fik lavement og "hoppede" ved 04-tiden ned i et dejligt kar med varmt vand. Her sad jeg og "hyggede mig" i halvanden time, mens min mand forsøgte at tilegne sig lidt søvn på en briks. Dette skulle vise sig at være en fornuftig disposition, da der ventede et langt forløb forude.
Kl. 05.45 syntes jeg, at veerne krævede noget dulmende, da de nu ikke længere lod sig bearbejde alene ved korrekt vejrtrækning. Jeg kom op og fik tilbudt lattergas, som egentlig ikke havde den store effekt, men som alligevel hjalp med at koncentrere mig 100% om vearbejdet. Jeg var nu 6 cm åben, så indtil videre skred fødslen regelmæssigt frem.
Veerne begyndte at smerte på en skærende måde, som tog til i kraft. Ved 06.30-tiden bad jeg om en epidural, men dette blev afslået, da jeg nu var 7 cm åben og formentlig ville føde indenfor et par timer. Jeg blev i stedet lovet akupunktur, når dagvagten mødte, og jeg satte min lid til, at dette var vejen frem.
Smerterne i forbindelse med veerne var nu så ulidelige, at jeg græd og måtte hamre både arme og ben ned i underlaget ved hver ve. Det var virkelig ydmygende at opleve sig selv i den situation. Jeg har altid haft en høj smertetærskel, og selvom jeg havde en forventning om, at en fødsel ville fremkalde hidtil uanede smerter, overgik dette dog mine vildeste forestillinger. Det var som om, jeg godt var klar over, at der var noget galt – at smerten var "forkert", også selvom jeg aldrig havde født før.
Den akupunktur-kyndige jordemoder, der mødte i dagvagt, forsøgte sig med nåle hist og pist, men det var som at kaste vand på en gås. Jeg tiggede, græd og bad nu om at få den epidural, og jordemoderen indvilgede i, at hvis ikke jeg havde åbnet mig yderligere efter endnu en time, ville hun kalde anæstesien mhp. et epiduralkateter.
For at sætte lidt skub i tingene prikkede hun hul på hinderne (kl. 8.15), hvilket udløste en lille skylle klart, blodtilblandet fostervand. Da hun tjekkede mig igen efter en halv time, var jeg pludselig kun 6 cm åben, og der blev derfor langt om længe ringet efter en anæstesiolog.
Kl. 9.30 var epiduralkateteret anlagt, og den smertestillende medicin fik hurtigt sin lindrende virkning. Det var som at komme fra helvede til himmel - helt fantastisk. Herefter fik jeg et par timers hårdt tiltrængt hvil, mens vi ventede på, at veerne (smertefrit!) skulle gøre den sidste del af arbejdet færdigt.
Ved 11-tiden var jeg åbnet til 8 cm, og ved 13-tiden fik jeg tiltagende pressetrang, men jeg måtte pænt nøjes med at gispe, da jeg stadig ikke var åbnet til de famøse 10 cm. Jeg kom til at fnise flere gange, fordi pressetrangen var så overvældende, at det virkelig krævede koncentration at undlade at give efter.
Først efter en times pusten og gispen fik jeg lov at presse med, og selvom jeg endelig fik afløb for den voldsomme trang til at efterleve presseveerne, skete der absolut intet. Barnets hovede stod tilsyneladende fast.
Jeg blev derfor kostet rundt i alle tænkelige stillinger: Siddende, stående og liggende, men lige lidt hjalp det. Ej heller et ve-stimulerende drop kunne formå barnets hoved til at glide ordentlig frem.
Så til sidst - efter at have presset i ca. halvanden time - valgte jordemødrene (der var nu to, som bistod hinanden) at anlægge et klip i mellemkødet. På det tidspunkt havde jeg også bedt om, at barnet skulle tages med sugekop, da jeg ellers var overbevist om, at jeg ville pådrage mig adskillige hjerneblødninger med al den "pressen"!
I samme ve, klippet blev anlagt, blev vores søn langt om længe født (kl. 15.13), og den ene af jordemødrene udbrød med overraskelse i stemmen: "Åh, han er stjernekigger! Det var derfor, det var så besværligt". Målt fra allerføste ve havde fødselsforløbet varet knap 33 timer, og jeg var grundsmadret!
En fødselssvulst (væskeansamling) øverst i den ene side af vores søns pande afslørede, at han havde ligget helt skævt med sit hoved ned i mit bækken, hvilket også forklarede de skærende og "forkerte" ve-smerter. Han havde på sin vej ned gennem bækkenet fået trykket på nogle forkerte punkter og nervebaner, i modsætning til børn, der fødes i normal baghovedpræsentation.
Han vejede forøvrigt 3.500 gram og målte 52 cm, så størrelsesmæssigt var han ganske gennemsnitlig. Fødselssvulsten fortog sig efter et par dage, og vi syntes selvfølgelig, han var den yndigste skabning, der havde set dagens lys. Vurdér selv - her er han knap et døgn gammel. Han ser lidt gnaven ud, men mon ikke det skyldes lidt hovedpine ovenpå den fødsel?
Afslutningsvist kan jeg fortælle, at da jeg fødte vores anden søn, gik der kun 3 timer fra de første regelmæssige veer, til han var født. Han blev født i almindelig baghovedepræsentation, og selvom det selvfølgelig var forbundet med smerter at bringe ham til verden, kom veerne aldrig op på siden af de ve-smerter, jeg havde i forbindelse med vores første søns fødsel.
Det var virkelig en sejr for mig at erfare, at jeg sagtens kunne føde uden komplikationer, smertestillende midler eller "ynkelig opførsel". Jeg glæder mig derfor allerede til forhåbentlig at skulle føde igen engang ude i fremtiden.
Relaterede artikler
© 1999-2025