Skrevet af Bettina
Jeg hedder Bettina og er aktiv bruger af Netbaby. Efter at have læst næsten alle fødselsberetninger, vil jeg gerne fortælle min egen.
Jeg ventede mit andet barn og var meget utålmodig. Hele graviditeten havde været plaget af gener, og jeg havde nu så ondt, at jeg ikke kunne holde til meget mere.
I de sidste 4 uger op til fødslen havde jeg mærket noget, der mindede om veer, men de forsvandt, når jeg havde hvilet mig lidt. Mange gange troede jeg, at nu var det ved at være tid, men der skete bare ingen ting.
Jeg havde jo prøvet det før og kunne ikke forstå, hvorfor det var så anderledes denne gang. 2 år tidligere var jeg bare vågnet op en morgen med veer, havde haft veer et døgn og fødte så en datter efter en hård kamp med mange komplikationer.
Jeg kunne simpelthen ikke genkende nogen af de fornemmelser, jeg havde denne gang, og jeg følte mig ærlig talt meget usikker.
3 dage før termin havde jeg lidt ondt i maven, ikke ve-lignende men mere som madforgiftning. Jeg tænkte meget over, hvornår jeg sidst havde mærket liv og blev helt i tvivl. I løbet af formiddagen mærkede jeg stadig ingen ting, og min veninde var hurtigt ude af døren for at køre mig til fødegangen.
Jeg havde ringet inden, og jeg var selvfølgelig mere end velkommen. Jeg havde ikke sagt til min mand, hvad jeg var bange for, men bare at jeg synes, der var noget anderledes og lige ville snakke med en jordmoder.
Barnet havde det fint, men var lidt stille. Dog beroligede de mig og sagde, at alt så helt fint ud.
Dagen efter min termin havde jeg en tid hos min egen jordemoder, og vi aftalte, at hun skulle prøve at løsne hinderne for at sætte lidt skub i tingene. Jeg kunne nu ikke mærke, at det virkede, for jeg havde bare ondt, som jeg plejede, dog stadig mavesmerter, som jeg havde haft de sidste dage.
Mavesmerterne tog til om aftenen, og jeg vidste godt, at nu var det endelig blevet min tur. Alligevel var jeg usikker, for sådan var mine veer ikke sidst. Jeg fik mavekramper, når jeg bevægede mig, men det holdt op, når jeg sad stille.
Jeg sov ikke meget den nat, og næste morgen foreslog min veninde, at vi lige kørte til et tjek igen. Min mand ville tage tasken med, selv om jeg var sikker på, det var falsk alarm.
Jeg var 4 cm åben og i fødsel. Jeg blev beordret til at gå en omgang rundt om sygehuset for at se, om vi kunne få lidt mere fart på.
Kl. var 14, da vi kom tilbage, og jeg kunne næsten ikke gå for smerter. Der var ikke noget regelmæssigt ved smerterne. De var der hele tiden, og jeg syntes stadig ikke, det var de veer, jeg kunne huske.
Nu var jeg 8 cm åben. Jeg fik et lavement og gik på toilettet. Så skal jeg love for, at jeg fik veer!
Jeg kunne ikke selv komme ind på fødestuen og måtte have hjælp. De havde lavet et dejligt bassin med varmt vand til mig, og det var meget afslappende. Mine veer blev regelmæssige, og jeg kunne bedre arbejde med.
I løbet af kort tid fik jeg pressetrang og kom hurtigt op af vandet. Emil blev født som stjernekigger kl. 16.00. Jeg gik meget i stykker, og det tog dem 2 timer at sy mig sammen.
Nu ca. 6 måneder efter har jeg stadig lidt problemer med at holde på afføring, og det er meget generende. Men nogle nerver er ødelagte.
Man siger jo, at børnene er det hele værd, og jeg vil ikke bytte mine væk for noget i verden. Alligevel skal jeg ikke have flere. Begge mine graviditeter har taget hårdt på min krop, og begge fødsler har sat sine markante spor.
11-05-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025