Skrevet af Katja
Jeg startede med at have kraftige plukkeveer mandag eftermiddag den 28/2-2005. De kom og gik, og jeg kunne mærke, at fødslen nærmede sig. Min tålmodighed var ved at være godt brugt, og nu ville jeg gerne snart se, hvad det var for en størrelse, som sprællede rundt i maven!
Torsdag morgen den 3/3-2005 kl. 2.42 vågnede jeg med et sæt og kunne mærke, at jeg havde rigtige veer. Jeg stod op og gik ind på sofaen. Der var fra starten 5-7 minutter imellem, og de blev bare stærkere og stærkere. Jeg kunne på dette tidspunkt arbejde med veerne med vejrtrækningen, og jeg begyndte at glæde mig.
Kl. 4.30 ringede jeg til fødegangen for at høre, om jeg skulle komme derind. Jordemoderen mente, at jeg skulle vente lidt, indtil jeg absolut ikke kunne vente mere. Det var OK, men jeg kunne mærke, at det faktisk var snart.
Kl. 5.00 vækkede jeg Ulrik. Nu var veerne så stærke, at jeg gerne ville afsted. Ulrik var lidt rundt på gulvet, men var hurtigt klar til at køre. Jeg ringede til fødegangen og fortalte, at vi kørte nu.
Kl. 6.00 ankom vi til fødegangen og blev vist ind på fødestue 1. Jeg havde så ondt, at jeg var sikker på, at jeg var mindst 30 cm åben! Jeg blev undersøgt og var kun 1 cm åben. Øv, det gjorde bare så ondt.
Jeg bliver undersøgt igen kl. 9.00 og er nu 2 cm åben. Shit, det trækker ud og gør mere og mere ondt for hver ve. Ulrik sidder tålmodigt ved siden af og holder mig i hånden. Jordemoderen sagde til mig, at jeg ikke skulle regne med, at jeg fødte idag, og det var bare for meget af det gode.
Mine veer er nu så stærke, at jordemoderen anbefaler mig en epiduralblokade. Jeg ville bare så gerne føde i vand og prøve at komme i badekaret som smertelindring, og vi bliver enige om, at vi prøver det først. Der går ca. 15 minutter, så kan jeg ikke klare det mere og tigger nærmest om den epidural.
Narkoselægen kommer kl. 10.30 og begynder at prikke løs. Det gør ondt, fordi han rammer forkert 8-10 gange ind i knoglen/rygraden. Til sidst kommer jeg op og sidde, og efter et par nye forsøg rammer han rigtigt, og jeg er hurtigt bedøvet. Jeg mister følelsen helt ned i benene og er nødt til at ligge på fødelejet, indtil babyen er født.
Kl. 12.00 har jeg ingen smerter, og det er skønt. Jeg er nu 3 cm åben. Det går ALT for langsomt, og jordemoderen tager fostervandet, som ser fint ud. Jeg får CTG på, så vi kan følge babys hjertelyd. Jeg prøver at sove, men jeg kan stadig tydeligt mærke veerne.
Kl. 14.00 er jeg 4 cm åben. Det trækker ud, og jordemoderen er ved at blive utålmodig (ligesom Ulrik og jeg). Kl. 15.00 er der ingen fremgang, og jeg får lagt et ve-stimulerende drop. Nu går det fremad, og kl. 16.00 er jeg hele 8 cm åben! Det er nu Rikke og Lena, som er på vagt, og da Rikke fortæller mig, hvor åben jeg er, vegynder jeg bare at tudbrøle af glæde.
Kl. 17.00 er jeg 9 cm åben. Jordemoderen ser, at Ea ikke er skruet ned igennem bækkenet, som hun skulle, men hun vil se tiden an. Veerne bider godt på trods af epiduralen.
Kl. 18.30 er jeg stadig kun 9,5 cm åben, og der er stadig en ring på livmoderen, som ikke vil give sig. Jeg får 2 gange indsprøjtet et stof, som skal blødgøre den. Det hjælper ikke, og jeg har mange smerter i mit haleben, da Ea ligger i klemme og presser på for at komme ud.
Jeg er ved at være desperat. Det gør vanvittigt ondt, og jeg er træt. Jeg spørger jordemoderen, om den ring kan gå i stykker, da jeg så vil prøve at presse hende udover den. Jordemoderen kigger noget undrende på mig men giver mig lov til at prøve.
Jeg presser Ea gennem ringen og begynder at presse hende ned gennem bækkenet. Det er svært uden presseveer, men jeg kan mærke, at det snart skal være. Jeg har svært ved at slappe af og trække vejret dybt, da epiduralen er slukket, og smerterne er uudholdelige. Jeg føler, jeg skal besvime og kaster igen op af smerte.
Kl. 19.30 (en time senere) har jeg presset Ea ned til "udgangen", men hun har skruet sig en hel omgang i stedet for en halv og ligger nu fast med hovedet på skrå. Jeg får nu rigtige presseveer (dog meget korte på 15 sekunder, da min livmoder var for træt) og kommer om på siden at ligge. Jeg er total udmattet og vil bare HJEM!
Jeg råber på kejsersnit eller sugekop, ja bare et eller andet, som kan få det overstået. Jeg mister her fuldstændig forbindelsen til omverdenen, ligger med lukkede øjne og skriger, hver gang jeg skal presse. Selvom det virkede meningsløst, sker der hele tiden fremskridt, så derfor fik jeg ikke kejsersnit.
Pludselig siger en læge til mig, at det GØR ondt at føde, se så at komme igang! Her går det pludselig op for mig igen, at jeg er ved at føde, og jeg beslutter mig for, at nu er det nok. Jeg vender mig om på ryggen og presser, alt hvad jeg overhovedet kan.
Kl. 21.30 kan vi se hovedet. Jeg mærker det selv med fingrene, og her får jeg bare så mange nye kræfter! Jeg presser og presser, og kl. 21.48 er Ea endelig ude.
Hun kommer op til mig og ligger der kun kort, da hun var meget slap. Lægerne tager hende hurtigt over til siden og suger og ilter hende. Hun vågner hurtigt op og kommer over igen. Jeg er så udmattet, at jeg knap nok registrerer, at vi har fået en datter. Jeg sover. Rikke er nødt til at lægge hende til brystet.
Moderkagen ville så ikke løsne sig, og de skruer atter op for vedroppet. Det var meget ubehageligt, idet min livmoder var så træt, og jeg ikke kunne klare mere. Kl. 23.30 opgiver de alle forsøg med at lirke den ud, hoppe på maven, løsne den udefra osv.
Jeg kommer på operationsbordet og får den fjernet manuelt på ko-manér med en hel arm oppe i livmoderen. Jeg fik narkose i epiduralen og 3 skud morfin, så jeg var temmelig ligeglad.
Kl. 01.00 ligger jeg på barselsgangen, og Ulrik kommer op med Ea. Her kan jeg nu nyde min datter for første gang, og hun er bare så dejlig! Vi sover sammen i sengen og får begge et hvil efter den hårde fødsel.
Jeg talte både med lægen og med begge jordemødre efter fødslen. Min fødsel varede 19 timer, hvori jeg pressede i 3. De var lidt rystede ovenpå sådan en omgang. De gjorde meget ud af at fortælle mig, at det ikke altid gik sådan, og det havde gjort så forfærdeligt ondt, fordi hun sad fast oppe i bækkenet.
De var meget imponerede over, at jeg kunne presse hende ud uden presseveer og havde aldrig set noget lignende. De lovede mig, at det næste gang ville gå bedre, og det må vi jo så vente at se. Ea vejer 3.600 gram og måler 53 cm.
28-05-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025