Mit livs fødselsdagsgave Line var ikke klar over, at hun havde veer, så hun tog en tur i svømmehallen.
3379
Jeg havde termin 2 dage efter min 26 års fødselsdag. På min fødselsdag spiste jeg morgenmad med min kæreste, inden han skulle på arbejde. Klokken 8.00 hoppede jeg tilbage under min varme dyne, og bedst som jeg havde lagt mig til rette, kom den første ve.
Jeg tænkte "nok bare plukkeveer - det forsvinder igen". Der kom bare flere af slagsen, og jeg fik sagt til kæresten, at der var noget i gærde, men "beordrede" ham af sted på arbejde alligevel. Jeg var nemlig helt sikker på, at skulle nogen være længe om at føde eller gå over tid, så var det mig - den slags er gerne prisen for at have et utålmodigt sind.
Kl. 9.30 havde jeg en svømme-aftale med en veninde, så jeg gik rundt med veer og lurede lidt på, om jeg skulle melde afbud. En anden veninde, der selv har født for nylig, ringede, og vi talte lidt frem og tilbage. Vi blev enige om, at en tur i svømmehallen om ikke andet ville sætte skub i tingene. Så jeg kom op på cyklen og kørte de 2½ km ned til svømmehallen.
Jeg måtte dog stoppe 3 gange på vejen og få en ve overstået. Underligt nok troede jeg endnu fuldt og fast på, at jeg ikke var i fødsel, for jeg oplevede det ikke, som jeg havde forestillet mig. Jeg havde forventet et sandt smertehelvede fra ve nummer et. De her tog langsomt til i smerteniveau, og mellem veerne havde jeg det fint.
I omklædningen måtte jeg holde fast i noget, hver gang der kom en ve, og min gravide svømmeveninde så noget nervøs ud på mine vegne. Men vi kom ind i hallen og ned i vandet. Men svømme kunne jeg altså ikke. Så jeg fik sat mig over i varmtvandsbassinet, hvilket rigtig satte skub i tingene.
Efter 30 minutter indså jeg fornuften i at gå i bad og få noget tøj på igen. Der kom en hel del veer nu, der gjorde noget mere ondt. Men jeg havde det stadig fint og var sikker på, det ville gå i sig selv igen.
Hjemturen på cykel var lidt mere vanskelig end turen ud. Jeg måtte stoppe temmelig ofte og klare en ve. Jeg hang ind over styret og håbede, ingen undrede sig for meget over min pudsige måde at cykle på.
Hjemme igen gik jeg rundt og ordnede de sidste ting til hospitalet - just in case - dog stadig sikker på, at det nok ville gå i sig selv igen. Det skulle jo gøre meget mere ondt og være meget mere uudholdeligt, før det var alvor.
Min kæreste ringede midt i en ve, men da den var overstået, fik jeg forklaret ham, at han bare kunne arbejde videre, jeg klarede mig fint. Så kom der en til ve, og vi afsluttede samtalen. Han har senere fortalt, at han syntes, det lød mere alvorligt, end jeg gav udtryk for, så han pakkede sine ting og kørte hjemad. Meget fornuftigt af ham.
Da han kom hjem, hang jeg ind over køkkenbordet, hver gang der kom en ve, og det gjorde der pludselig hele tiden. Vi fik taget lidt tid på veerne, og der var 1½ minut mellem, og de varede ca. 1 minut. Så jeg ringede til fødegangen.
Først da jordemoderen bad mig om mit personnummer, og jeg på ingen måde kunne få sagt det rigtigt, gik det op for mig, at jeg måtte være mere påvirket af smerterne, end jeg selv følte. Jeg blev jo ved med at tro, det ikke var alvor endnu. Her bagefter er det ret indlysende, at jeg var i fødsel!
Det var ikke specielt sjovt at sidde i bilen med veer, men kl. 14.00 kom vi frem. Jeg blev undersøgt, og jeg var sikker på, at jeg ville få besked om, at der var lang tid endnu. Men jordemoderen sagde: "Ja, jeg finder lige en fødestue til dig, du er 7-8 cm åben og føder snart!". Wauuu, hvor blev jeg glad. Det var da helt vildt - så var det altså i dag, vi skulle blive forældre!
Min konsultationsjordemoder + elev mødte ind kl. 15.30, vidste jeg. De havde for sjov bedt mig om at føde denne dag, så det var helt perfekt.
Jeg kom i fødekar og lå der og pjaskede rundt. Det gjorde pænt ondt nu, når der kom en ve, men alt var jo fint, når den gik væk igen, så det var til at leve med. Jeg kunne mærke, vandet gik, selv om jeg lå i fødekaret.
Kl 16.00 blev jeg undersøgt og var 10 cm åben. Samtidig fik jeg pressetrang, så alt gik "efter planen". Men så skete der ikke så meget mere.
Hver gang der var en ve, pressede jeg, og hver gang jeg blev undersøgt, stod barnet det samme sted i mit bækken. Alt for langt oppe. Så for ikke at belaste barnet for meget, skulle jeg vente med at bruge mine presseveer - det var IKKE rart. Faktisk ret svært. Min jordemoder hjalp mig med at gispe for at undgå at presse.
Kl. 18.00 kom der en læge og kiggede på mig. Hun begyndte at tale om kejsersnit, og jeg fortalte, at det var det sidste, jeg ønskede mig. De næste par timer var ret lange. Der blev forsøgt med det ene og det andet for at få barnet til at flytte sig nedad, men intet hjalp.
Lægen ville så forsøge at hive barnet ud med sugekop. Min jordemoder var stærkt uenig i den disposition. Jeg kunne høre, jordemoderen talte med lægen, og hun mente det var et umuligt projekt fra start på grund af barnets placering i mit bækken. Men jeg VILLE føde selv, så jeg sagde god for forsøget.
Jordemoderen fik ret, det gik ikke med koppen. Barnets hjertelyd dykkede meget, og pludselig var det hele meget kaotisk. Jeg blev hevet over i en anden seng og oplevede det hele lige så voldsomt som i en amerikansk film.
Sengen blev kørt af sted i fuld fart, og der løb folk ved siden af sengen. Jeg kom ind på en operationsstue, hvor et helt hold stod parat. Min kæreste måtte blive tilbage, for jeg skulle i fuld narkose, alt andet ville gå for langsomt.
Få minutter efter kom vores datter til verden. Desværre uden hverken mor eller far i sin nærhed. Hun havde svært ved at trække vejret, så hun blev indlagt på børneafdelingen. Ellers sund og rask. Hun var 52 cm lang og vejede 3.530 gram.
Jeg lå på opvågningsafdelingen og så først vores datter 4½ time efter hendes fødsel. Desuden måtte jeg overnatte alene uden hende. Hun blev udskrevet fra børneafdelingen næste formiddag uden nogle problemer med vejrtrækningen.
Det var meget kaotisk, at det hele endte på den måde, og timerne uden hende efter kejsersnittet var tomme og uvirkelige.
I dag er hun knap 5 måneder, vejer 8 kg og trives i stor stil. Hun har tilsyneladende ingen men efter den voldsomme start på livet. Trods den voldsomme fødsel, må jeg sige, det var mit livs fødselsdagsgave!
Få minutter efter kom vores datter til verden. Desværre uden hverken mor eller far i sin nærhed. Hun havde svært ved at trække vejret, så hun blev indlagt på børneafdelingen. Ellers sund og rask. Hun var 52 cm lang og vejede 3.530 gram.
Relaterede artikler
© 1999-2025