Skrevet af Sisse
Jeg blev gravid ved et uheld. Men selvom jeg var under uddannelse, brændte mit hjerte for det lille liv. Kæresten havde jeg ikke været sammen med ret længe, så det var ikke planlagt.
Efter flere dages snakken frem og tilbage, om vi skulle beholde, for vi ville jo gerne, men tidspunktet var jo ikke smart set i forhold til min uddannelse og en ny kæreste, blev vi enige om, at selvfølgelig skulle vi det.
Jeg havde blandt andet forklaret kæresten, at jeg var bange for, jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv, hvis jeg fik en abort, først og fremmest fordi jeg så gerne ville, men dernæst fordi jeg mener, man må stå ved det, man laver.
Ugerne gik, og vi glædede os helt vildt. Men skæbnen ville noget andet, så den dag, jeg var i uge 13+0, begyndte jeg pludselig at bløde. Vi ringede til vagtlægen, som ikke ville se os, for jeg var nok bare ved at abortere. Efter 4 opkald forlangte min kæreste, at jeg blev scannet, og at jeg blev hentet med ambulance. Som sagt så gjort. Jeg kom ind til en scanning, og vi var enormt nervøse.
Så stoppede mit hjerte. Jeg kunne slet ikke bære den dårlige nyhed vi fik, at det lille foster var dødt og havde været det i 5 uger! Jeg stortudede resten af natten og hele den efterfølgende dag, hvor vi skulle møde op til en udskrabning. Jeg var ulykkelig hver eneste dag, kunne ikke passe mit arbejde, og hver gang jeg fik menstruation, blev det endnu værre (det mindede mig jo om, hvad der var sket).
Jeg kom til en samtale med min læge, som spurgte til, om vi da ikke skulle tage at prøve at lave en lille ny i håb om, det kunne hjælpe på mit humør (jeg var endt i en mild depression). Vi gik hjem med tanken om det. Jeg snakkede med min mor om det, som sagde, at klart måtte det da være det eneste rigtige.
Efter 4 måneders forsøg blev jeg gravid igen. Det var den skønneste jul, fordi vi den 23. december stod med en positiv test i hånden. Glæden ville ingen ende tage, heller ikke blandt familie og venner. Selv vores læge var meget lykkelig på vores vegne.
Uheldigvis begynder jeg den 9. januar at bløde, og jeg kommer til en akut scanning. Jeg var enormt nervøs, frygtede jo den værste besked. Men heldigvis var der hjerteblink, og blødningen kom fra en blodåre.
Da der er en genfejl i kærestens familie, er jeg nødt til at blive tjekket for genfejl i mine graviditeter, så jeg måtte til en fostervandprøve. Heldigvis viste det sig, at vores kommende barn var sundt og raskt, så vi kunne ringe til lægen og få kønnet. Vi ringede og fik at vide, vi ventede en dreng, hvilket vi havde håbet på.
Dagene gik, og jeg havde en god graviditet, der dog endte med lidt bækkenløsning, men jeg glædede mig bare så meget til, mit barn skulle fødes.
Termin var sat til den 31. august, men den 26. august om aftenen har jeg en stærk plukkeve, mens jeg laver aftensmad. Efter vi har spist, går vi en god lang tur, og da vi kommer hjem, synes jeg plukkeveerne tager til.
Vi går i seng kl. 22, fordi vi skal hjælpe med en flytning. Jeg falder dog aldrig i søvn, og kl. 3 vækker jeg kæresten og siger, at de plukkeveer gør, at jeg ikke kan sove. Han spørger til, hvordan de er, og jeg forklarer, at de kommer ca. hvert 10. minut. Han får store øjne og siger til mig: "Det er da ikke plukkeveer du har så!".
Gud nej, jeg havde bare ikke tænkt over, det kunne være rigtige veer, da der var 4 dage til termin (jeg fik jo at vide, at en førstegangs altid gik over tid!).
Vi ringede til sygehuset, som bad mig tage en panodil i håb om søvn og så ringe, når der var 2 minutter imellem.
Jeg faldt i søvn og vågnede kl. 8 ved, at vi skulle op. Jeg skrev til min mor (som var hende, der skulle flytte), at godt nok havde jeg haft veer hele natten, men vi skulle nok komme og hjælpe med den flytning. Men det kunne der ikke blive tale om. Vi skulle blive hjemme, for hun droppede flytningen (hun skulle med til fødslen).
Formiddagen går med veer på de underligste tidspunkter. Først 3 lige i rap med ½ minut imellem og veer, der varede i 2 minutter. Så gik der 20 minutter, før den næste kom, som varede 2½ minut. Så gik der 5 minutter, og så kom der en ve, der varede i 30 sekunder osv.
Sådan gik hele formiddagen. Min søster ringede til mig og sagde, at jeg burde ringe til sygehuset, da hun syntes, det lød mærkeligt. Vi ringede, og vi skulle komme straks.
Kl. 13.30 ankommer vi til sygehuset, vi bliver taget imod af vores egen JM som undersøger mig og finder mig 4-5 cm åben, så jeg får en stue med det samme. I samme øjeblik kom min mor til sygehuset.
Vi bliver efterladt på stuen, og jeg tager veerne pænt set i forhold til, at de er rigtig trælse, fordi de kommer, som de gør.
Kl. 15 kommer min jordemoder ind og siger farvel, da der er vagtskifte, og den nye hilser på. Hun lader os være for os selv, men tjekker ofte til mig.
Kl. 16.15 har jeg ikke udvidet mig mere, og jeg får 3 valgmuligheder: Et karbad, en epidural, så jeg kan sove lidt, eller at vandet bliver prikket.
Jeg vælger, at vandet bliver prikket, og godt for det, for det var grønt. Pludselig skal det jo gå stærkt, og jeg får "bæltet" på maven, så vi kan høre hjerteslag. Jeg åbner mig hurtigt til 6 cm, og kl. 17 er jeg 9 cm og får pressetrang. Jordemoderen giver mig lidt lattergas via masken, så jeg kan holde igen, til jeg er helt åben.
Kl. 17.30 er jeg helt åben og får lov til at presse. Jeg presser rigtig godt, hver gang der kommer en ve, men føler ikke jeg kommer nogen vegne. Jordemodern tilbyder et spejl, så jeg kan se, hvor langt jeg er. Det hjalp! Jeg kunne lige presse lidt mere hver gang, og pludselig var hovedet ude. En presseve mere og vores søn var født.
Så kl. 18.20 kom vores smukke søn på 3.600 gram og 52 cm til verden. Han kom straks op på min mave og hvilken følelse. Jeg kneb en tåre og turde næsten ikke røre ham i frygt for, han gik i stykker. Jeg kunne slet ikke forstå, han var min.
Da det hele er faldet lidt til ro, fortæller min jordemoder, at jeg har født en stjernekigger. Jeg aner ikke, hvad hun snakker om, men hun forklarer mig, at det er den mest smertefulde, besværlige og langvarige fødsel, og jeg havde bare klaret det til UG.
Hun sagde, hun glædede sig til at se mig til næste fødsel, for jeg var den rene fødemaskine, når jeg kunne klare så svær en fødsel så let. Hun fortalte også, at det gav en forklaring på mine underlige veer. Hvis ikke det havde været fordi, han var stjernekigger, så var han født meget tidligere på dagen!
I dag er Nicklas næsten 11 måneder og verdens dejligste dreng. Han er rigtig nem og altid glad og charmer alle, når vi er ude. Tilmed skal han være storebror til november. Vi håber jo så, at denne fødsel bliver lidt nemmere. Vi ved via moderkageprøve, at vi venter en sund lillebror.
19-08-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025