Jeg var i uge 40+4, da jeg søndag morgen den 7. oktober 2007 kl. 04.40 vågnede ved, at jeg skulle på toilettet. Jeg var smadder træt, så jeg vraltede tilbage i sengen efter at have tisset.
Da jeg 5 minutter efter igen skulle tisse, syntes jeg, at det var mærkeligt. Det var vandet, der gik. Jeg var ikke sikker på, om det nu var vandet, så jeg lagde mig igen i sengen for at sove videre.
5 minutter efter begyndte veerne. De kom lige på og hårdt. Ingen plukkeveer eller små niv i lænden. Nej, det var rigtige veer. Jeg vækkede min kæreste Troels, og vi begyndte at tage tid på veerne. De varede 1 minut med 4-5 minutter imellem.
Troels ringede til fødegangen, mens jeg gik i bad. En sød jordemoder bad om at snakke med mig, og jeg måtte til telefonen. Midt i samtalen fik jeg en ve. Jordemoderen bad mig om at blive i telefonen, mens veen var der, så hun kunne danne sig et indtryk af, hvor "ondt" det gjorde.
Det gjorde enormt ondt, og det kunne jordemoderen godt høre, og med veer, der varede 1 minut og med kortere og kortere tid imellem, sagde jordemoderen, at vi skulle skynde os på sygehuset.
Kl. 6.30 ankom vi til Randers Centralsygehus. Vi blev ført ind i modtagelsen, hvor jeg fik kørt en strimmel for at tjekke, hvordan baby havde det inde i maven, og for at se veernes interval. Jeg blev undersøgt og var 3 cm åben og ingen livmoderhals.
Kl. 7 kommer jeg i badekar, hvor jeg har tiltagende veer med 3-4 minutters interval. Jeg havde ellers sværget, at jeg ikke ville "gå hippie" og komme i kar, men da jeg lå der på briksen og havde ondt, var jeg villig til at prøve næsten alt.
Kl. 7.15 begynder det at presse, og jeg tror faktisk, at det at ligge i vand hjalp lidt på smerterne.
Kl. 7.45 var der vagtskifte, og en sød jordemoder kommer til.
Kl. 8.15 får jeg kraftig pressetrang. Den nye jordemoder anbefaler, at jeg kommer på fødebriksen. Her ligger jeg på alle fire hen over en sækkestol og får lattergas. Det må have været et syn for guderne.
Kl. 8.45 synes jeg, det gør så ondt, at jeg forlanger en epiduralblokade. Jeg bliver undersøgt. Jeg er nu 5 cm åben, så det er okay, at jeg får epidural.
Kl. 8.50 kalder man på en narkoselæge, der skal lægge epiduralen, men han er optaget på operationsstuen.
Kl. 9.20 får jeg igen kraftig pressetrang. Jeg kan mærke, at det er tæt på.
Kl. 9.35 småpresser jeg spontant. Jeg råber (yes, jeg RÅBER) til jordemoderen, at "nu kommer han altså". Jeg husker tydeligt, at jordemoderen smågriner lidt, for det var jo kun 50 minutter siden, jeg blev undersøgt sidst, og der var jeg jo kun 5 cm åben.
Jeg bliver igen undersøgt, og jordemoderen må tørre grinet af ansigtet, for jeg er nu fuldstændig åben. Epiduralen bliver afblæst. Den nåede jeg aldrig at få. Jeg udvidede mig altså 5 cm på 50 minutter kun med hjælp fra lattergassen. Det gjorde virkelig ondt.
Kl. 10.05 dykker min hjertelyd til 70-80, og da den ikke retter sig mellem to veer, tilkalder man forvagten. Der påsættes intern registrering, dvs. en slags elektrode, der sættes på barnets hoved op igennem skeden, for at se, om baby reagerer på mit hjertelyds dyk.
Kl. 10.20 kører CTG dårligt, da jeg åbenbart har mange ekstra systoler (ekstra hjerteslag), men hjertelyden er fin igen.
Kl. 10.35 presser jeg ihærdigt, men der sker ikke noget. Jordemoderen har svært ved at vurdere, hvordan baby vender inde i maven. Hun mener, at baby står skævt. Derfor tilkaldes vagthavende, så han kan vurdere, hvordan babys hoved står.
Kl. 10.40 kommer vagthavende til. Her sker der noget, som jeg senere kan mærke egentligt fylder en del i, hvad jeg husker fra fødslen. Vagthavende og jordemoderen står og snakker. De er gået en meter væk fra mig, og jeg kan huske, at det gjorde mig enormt nervøs.
Jeg havde fra starten sagt, at jeg gerne ville informeres løbende under hele fødslen, om hvad der sker. Det var jordemoderen også vældig flink til på nær lige i dette tilfælde.
Jeg kan se på jordemoderens ansigt, at hun er i tvivl om noget. Hun spørger ham om noget. Han rynker lidt på panden, og de snakker videre. Jeg er på det tidspunkt helt sikker på, at der er noget helt galt med mit barn, siden deres ansigter ser sådan ud.
Jeg råber igen: "Fortæl mig hvad der sker. Nu! Jeg vil høre det NU!". Det chokerer åbenbart de to, og de kommer styrtende hen til mig. De forklarer, hvad de snakker om. Vagthavende har fastslået, at baby står skævt. Jeg kunne have presset og presset til dommedag, men baby var ikke kommet ud.
Kl. 11.00 er status uændret, og det besluttes, at baby skal tages med sugekop. Og hvis ikke baby kommer ud med sugekoppen, så er det kejsersnit.
  Kl. 11.14 efter hårdt arbejde med sugekoppen, så er baby ude.
Oliver kom til verden 6½ time efter, at vandet gik. Han vejede 3.730 gram og målte 53 cm.
På Randers Centralsygehus har de den politik, at de ikke tager barnet fra moderen for at undersøge det de første par timer. Der får man bare lov til at ligge med sit vidunder ved brystet og nyde, at det hele er overstået. Det var simpelthen bare dejligt. Jeg glemmer aldrig den følelse, jeg havde, da jeg lå der med Oliver ved mit bryst. Det er vist ultimativ glæde.
Det lyder jo alt sammen meget nemt og hurtigt, og jeg vil også sige, at jeg til hver en tid kunne klare de hårde veer igen. Men at få taget Oliver med sugekop, det var simpelthen det værste, jeg nogensinde har prøvet.
 Jeg lyder måske provokerende, når jeg siger, at veer, ja for fanden, de gør ondt, men at få presset sugekoppen op i underlivet, mens man har disse smertefulde veer, det er sgu noget, der gør ondt.
Jeg skal aldrig have flere børn. Skrækken for, at det skulle ende med sugekop igen, er simpelthen for stor. Og da jeg ikke er fortaler for kejsersnit, så vil jeg hellere være glad for, at jeg har født én dejlig velskabt søn og ikke teste skæbnen med endnu en graviditet.
11-02-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025