Jeg havde glædet mig meget til at amme min datter, men det satte en ond brystbetændelse hurtigt en stopper for.
Vi var kommet hjem med vores smukke datter, og alt syntes fryd og gammen. Amningen var dog en kende besværlig, men jeg var ved godt mod og ville ikke bare såden give op.
Vi begyndte at supplere lidt med flaske, da mine brystvorter var meget ømme. Hun havde gumlet forkert eller for meget, og der var ved at komme sår, og det gjorde fandens ondt at lægge hende til. Jeg var dog ikke indstillet på at opgive at amme uden kamp.
Fredag morgen vågnede jeg op og havde det lidt skidt. Mine bryster gjorde meget ondt, især det ene, som både var hævet og helt rødt. Jeg havde ikke rigtig appetit og lå et kvarters tid på sofaen.
Pludselig begyndte jeg at fryse forfærdeligt og kunne mærke, at jeg fik det værre og værre. Jeg tog min temperatur og konstaterede, at jeg havde 40 i feber. Jeg gik op i sengen og blev puttet med 3 dyner - jeg frøs dog stadig.
Jeg kunne ikke overskue at gå til lægen, så jeg ventede med at ringe, til lægevagten åbnede, i håb om, at de ville sende en læge ud til mig. Det ville de ikke. Jeg skulle komme ud til lægevagten, da de kun kom ud til gamle mennesker!
Med høj feber måtte jeg stå ud af sengen (med hjælp fra min mand) og nærmest bære mine store smertefulde bryster rundt i huset. Min mand måtte både hjælpe mig med at få tøj på og støtte min feberindtagede slatne krop rundt i huset, indtil vi kom ud i bilen. Jeg kunne ingenting og må nok indrømme, at jeg var en kende ynkelig. Men for katten, det gjorde ondt!
Da vi ankom til lægevagten, kom vi heldigvis hurtigt til. Lægen undersøgte mig og indlagde mig med det samme. Jeg havde en infektion i det ene bryst og en begyndende infektion i det andet. Efter kort ventetid blev jeg tilset af endnu en læge og kom (heldigvis) på enestue.
Jeg påbegyndte medicinsk behandling med det samme. Det var noget koncentreret antibiotika, som skulle løbe igennem mit drop i ca. 1 time - nøj det gjorde ondt. Jeg synes ellers ikke, at jeg som sådan er sart, jeg var jo nærmest vant til at have venflon diverse steder efter både styrtblødning og kejsersnit. Men det her, det gjorde bare nas!
Jeg skulle have medicinen hver 8. time - og derudover skulle jeg pumpe mælk ud hver 3. time, som også gjorde forbandet ondt.
Den første nat måtte min mand tage vores datter med hjem. Jeg var simpelthen for syg til at passe hende. Sygeplejersken måtte skifte mit sengelinned et par gange i løbet af natten, da jeg simpelthen transpirerede som en gal gris.
Efter en lang og forfærdelig nat med medicin og udpumpning hver 3. time, kom min mand og datter. Jeg havde stadig ikke appetit men havde det dog lidt bedre. Mit ene bryst var stadig meget betændt, så jeg skulle blive der, til jeg var helt feberfri.
Efter 3 dage kunne jeg endelig tage hjem. Jeg skulle holde øje med brystet, og hvis hævelsen og det røde område ikke forsvandt temmelig hurtigt, skulle jeg komme ind igen. Jeg fik "medicine from hell" en sidste gang i mit drop og kunne derefter overgå til medicin i pilleform. Sikke en lettelse.
Jeg havde en lang snak med en af sygeplejerskerne omkring amning versus flaske, og jeg blev enig med min mand om, at vi ville opgive amningen. Det gjorde simpelthen for ondt, og da brystvorterne stadig var revnede og med sår, ville jeg ikke risikere at skulle det hele igennem en gang til.
Nu ville vi bare hjem og nyde vores datter og ikke lade amningen overskygge alle glæderne. Jeg må dog indrømme, at det ikke var uden skyldfølelse, da modermælk jo er det absolut bedste for barnet.
Jeg fik 2 små piller med hjem, der skulle stoppe mælken i at løbe til. Mælken stoppede hurtigt, og nu har hun fået flaske et stykke tid. Vi har ikke fortrudt et sekund. Nu kan vi nyde hende i fulde drag, og vi kan se, at hun trives og tager godt på.
Læs også vores artikel om brystbetændelse:
 Brystbetændelse
|
Kommentarer
Redaktør Katja 27-09-2010 kl. 9:42
© 1999-2025