Jeg er blevet mor igen, og sikken en vidunderlig følelse. Jeg er fuldstændig head over heels nyforelsket i min lille pige.
Jeg var så nervøs for mit kejsersnit, og da dagen endelig oprandt, kunne jeg slet ikke forstå, at det var nu. Min mand havde ellers været rimelig afslappet omkring kejsersnittet, hvorimod jeg havde kørt mig selv helt op i det røde felt.
Men da vi ankom på hospitalet, blev han mere og mere nervøs. Vi skulle være der kl. 7.00, og kejsersnittet skulle foretages kl. 10.00. Det var 3 timer i helvede for min mand. Han kunne slet ikke finde ro – gulvet på Herlev Hospital stue 16.02 skal have en mindre renovation efter vores ophold. Han vadede frem og tilbage på stuen.
Jeg var faktisk temmelig afslappet og lå på sengen og bare ventede på, at sygeplejersken skulle komme og hente os. Efter vi hver især havde iklædt os alt for stort hospitalstøj/operationstøj, kom sygeplejersken endelig og hentede os. Nu var det virkelig nu.
Da jeg først lå på operationsbordet, var jeg på en gang både lettet men også nervøs. Jeg vidste jo, at jeg var i hænderne på professionelle folk. Men da jeg ikke havde prøvet at få kejsersnit før, anede jeg jo ikke, hvordan det ville føles.
Jeg begyndte selvfølgelig at tude. Min mand sad ved min side, og selv om han også var nervøs, var han hele tiden opmærksom på mig og tørrede mine øjne og aede mig.
Min epiduralblokade gik nemt og meget hurtigt, og efter diverse venflon var lagt, og forskelligt medicin var injekteret, gik lægerne i gang. Det var en meget mærkelig og surrealistisk fornemmelse at være bedøvet fra brystet og ned. Jeg kunne ikke mærke kulde/varme eller smerte, men jeg kunne godt fornemme, at de var i gang med noget dernede.
Da de først havde fået skåret igennem alle lagene, blev mine tårer overtaget af kvalme. Da de begyndte at trykke på maven, fik jeg det rigtigt dårligt og begyndte at kaste op. Jeg sansede ikke så meget på det tidspunkt, men pludselig var hun ude. Jeg kunne ikke høre hende, men tænkte egentlig ikke videre over det, da jeg havde det rigtig skidt.
Min mand fulgte med jordemoderen ind på stuen ved siden af, og jeg lå bare og ventede på, at de kom tilbage. De var nok ikke så længe væk, men jeg syntes, at der gik lang tid. Nu kunne jeg høre en baby, der græd, men jeg vidste ikke helt, om det var min. Mere ventetid. Og så kom de endelig. Min dejlige smukke lille pige i fars arme.
Mens jeg blev syet sammen, sad vi bare og stirrede på hende. Hun var helt perfekt. Og vågen. Hun kiggede intenst på mig, som om hun godt vidste, at jeg var hendes mor. Det var nogle vidunderlige øjeblikke.
Da vi kom på opvågningen, fik jeg dejlig morfin. Jeg har ikke fået morfin før, men det hjalp gevaldigt på mine smerter, og min mand fik en masse kærlige ord med på vejen :o)
Jordemoderen vejede og målte hende. 49 fine centimeter og 2.822 perfekte gram. Jeg havde stadig ikke holdt min lille pige og ENDELIG fik jeg hende i mine arme.
Min kæreste fortalte så, at hun ikke trak vejret, da de havde fået hende ud. Hun skulle hjælpes i gang et par gange, før hun kunne trække vejret selv, hvilket min mand efterfølgende fandt ud af, var helt normalt, når de bliver født ved kejsersnit. Det havde de bare lige glemt at fortælle ham/os, så han var ved at gå i panik de første 30 sekunder, som føltes som 30 minutter.
Vi var på hospitalet til næste dag, hvor vi valgte at tage hjem. Jeg havde det godt trods smerter, men vi ville bare hjem og nyde hende. Vi forlod hospitalet med en rigtig god oplevelse og verdens dejligste baby - nu skulle vi bare hjem og kysse, dufte, røre og kigge på vores lille vidunderlige pige.
|
Kommentarer
Redaktør Katja 13-08-2010 kl. 18:33
© 1999-2025