Som om vi mødre ikke har nok bekymringer i forvejen. Nu skal vi også passe på, at vi ikke overstimulerer vores babyer, blandt andet når vi tager dem med på indkøb. Men jeg mener, der skal vel stadig købes mad, bleer og mælk?
Jeg kan huske, da jeg blev mor for første gang for snart 14 år siden. Der var der meget snak om, om babyerne nu blev stimuleret nok. Det er sjovt, som hvert år/årti har deres skræmmekampagner.
Det er altså ikke altid lige nemt at være mor og tage beslutninger uden at skulle have en smule dårlig samvittighed og bekymring, om man nu har taget det rigtige valg på babys vegne.
Vi er f.eks. lige begyndt til babysvømning. Jeg er jo slet ikke i tvivl om, at babysvømning styrker motorikken, og det påvirker og imødekommer alle sanserne, som netop er vigtig for min 3 måneder gamle baby: Følesansen, bevægesansen, høresansen og synssansen.
Men så er der desværre også bagsiden af babysvømning. Der er jo lavet undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem klordampe og astma/allergi. Det er jeg jo på ingen måde interesseret i at udsætte mit stakkels barn for.
Så jeg gik straks i gang med at undersøge sagen nærmere. Hvis man i forvejen er arveligt disponeret, er risikoen dobbelt så høj. 1 ud af vores 4 børn har astma, men ikke i den seriøse form. Og jo længere tid, man opholder sig i vand med klor, jo mere forøges risikoen for astma.
Jeg har fundet ud af, at der ikke er klor i babybassinet i vores svømmehal. Vi skal selvfølgelig igennem den store hal med det store bassin med masser af farlig klor i. Havde der været klor i babybassinet, var vi nu nok startet alligevel. Det er jo trods alt kun 20 minutter om ugen.
Når alle de forskellige risikofaktorer er medregnet, vover vi os endnu engang ud på dybt vand og tager til babysvømning igen i denne uge - og lader alle bekymringerne blive hjemme.
Vi så jo i sidste uge, hvor meget hun nød det, og det gjorde alle de andre vandhunde til babysvømning også. Og ih, hvor var hun træt, da vi kom hjem. Efter en varm flaske sov hun 6 timer i træk.
Så ja, der er jo en risiko ved at bevæge sig uden for døren. Bare det et køre bil er jo farligt. Men så længe jeg tager mine forholdsregler, om det er i forhold til autostol eller at opholde sig i kortere tid i svømmehallen, så vil jeg ikke sidde derhjemme bag lukkede døre men bevæge mig ud - med fare for at overstimulere mit barn :o)
Har du prøvet babysvømning med dit barn? Var det en succes? Skriv en kommentar herunder og fortæl om dine erfaringer med babysvømning.

|