Min lille søde pige kan stadig ikke støtte på benene - trods hastige "skridt" mod hendes første år.
Vi er endnu ikke (særligt) bekymrede, omend min ryg er ikke begejstret for en 10 kilos baby. Så spørger jeg min ryg, synes den i hvert fald, at det er på tide, at hun begynder at kravle, mens min indre mor elsker at bære rundt på min lille tykke prinsesse. Hun er jo trods alt min aller sidste baby (siger min mand).
Så selv om hun kun vil sidde eller ligge på maven, så er hun meget fint med i udviklingen. Hun har udviklet et yders præcist pincetgreb (nok på grund af kedsomhed af ikke at kunne komme rundt), som hun mestrer til perfektion.
I en perleplade-konkurrence er jeg helt overbevist om, at hun ville vinde overlegent over sin far, hvis ikke det lige var fordi, hun ville æde alle perlerne. Selv ikke myrerne ude i haven undgår hendes dødbringende pincetgreb.
Men nu har hun så lært sine første ord, og hele denne her "støtte-på-benene-situation" er glemt et øjeblik. Vi er lige ved at dåne, hver gang hun siger noget. Findes der noget sødere end babysnak?
Hendes første ord var "bum" efterfulgt af "mam-mam" og "hej-hej". "Bum" opstod, da en dør smækkede, og far sagde "bum", hvorefter hun gentog det. Siden er det gået stærkt, og alt, der siger en lidt høj lyd, er "bum".
Vi får også en del af dagen til at gå med at vinke. Ved enhver given lejlighed (selv toiletbesøg) bliver der vinket og sagt "hej-hej".
Så den lille tykke pige sidder/ligger stadig - nu dog med ord.
Hvornår sagde dit barn sine første ord? Og hvad kunne det sige? Skriv en kommentar herunder.
|
Kommentarer
© 1999-2025