Nu har Netbabys nye layout været på i 3 uger, og vi har fået en masse positiv respons fra jer brugere. De fleste af jer er glade for, at der er sket noget nyt, og er positivt overrasket over de nye funktioner. En del af jer var dog også meget glade for det gamle layout og var tilfredse med det gamle site, og hvordan det fungerede. Det har krævet lidt tålmodighed og tilvænning fra jeres side. Vi håber, at det nye Netbaby er blevet et mere tilgængeligt, mere spændende og et mere overskueligt site, og de problemer, der opstår i sådan en overgangsfase, skulle være løst nu.
Jeg bruger selv Netbaby en del, da jeg er gravid. Dette er min anden graviditet, dog adskilt af 13 år. Min første graviditet var ukompliceret efterfulgt af en nem fødsel. Jeg var selvfølgelig en del år yngre, en del mere aktiv og nogle kilo lettere.
Min nuværende graviditet har været lidt mere kompliceret. Første gang havde jeg ikke de store bekymringer. Jeg læste en del om graviditet i bøger og lyttede med stor interesse, hver gang jeg var til lægen/jordemoderen. Måske fordi jeg var ung, og man har en ubekymret tilgang til tilværelsen, nærede jeg ikke mine bekymringer fra bøger og ammestuehistorier. Jeg blev scannet én gang, og det var det. Jeg følte mig velinformeret og var i det hele taget meget ukritisk.
Som skrevet er det anderledes med min nuværende graviditet. Jeg er en del år ældre, dvs. jeg har meget mere viden, ikke mindst fra uddannelse, men bestemt også fra nettet. I dag kan man jo Google sig frem til alverdens ting, og som gravid og bruger af Netbaby læser jeg med stor appetit diverse artikler og brugerhistorier.
Jeg er selvfølgelig blevet en del mere kritisk med årene, men det bugner af information og oplysninger som aldrig før, og nogle gange kan man slet ikke nå at fordøje alt det, man læser. Jeg har i hvert fald fået mange gode og relevante oplysninger fra nettet, men har bestemt også fået sået et nagende lille frø af bekymring, der vokser sig større og større for hver dag, jeg kommer nærmere min termin.
I dag er graviditetstests jo så følsomme, at man nærmest kan måle, om man er gravid, før urinen har rørt testen. Dette var dog ikke tilfældet med mig. Jeg havde ellers læst på nettet og hørt fra veninder, at testen var positiv stort set med det samme. Men nej - ikke her. Der gik flere og flere dage efter, at jeg skulle have haft menstruation, til de forbistrede tests gav et positiv resultat.
Så efter 14 tests, en masse utålmodighed og et nyt, tæt apoteker-bekendtskab, viste en af testene endelig to streger. Eller var der to streger? Den ene streg var så utydelig, at jeg egentlig ikke kunne overbevise min mand om, at der var en streg. Men JEG kunne se den! I den rette vinkel, i det rette lys og med en god gang selvoverbevisning kunne jeg se stregen: DEN VAR DER!
De følgende dage blev der taget flere og flere tests, til min mand også var overbevist. Der startede mine bekymringer så! Åh nej, hvad nu hvis fosteret ikke blev siddende? Stregen havde været så lang tid om at vise sig, måske betød det, at det ikke blev til noget alligevel?
Som ugerne gik, blev jeg dog mere og mere overbevist om, at alt var, som det skulle være. Da de magiske 12 uger var gået, kunne jeg ånde lettet op. Det havde været 12 uger med en enorm træthed (som jeg på ingen måde var mærket af i min første graviditet) og sygdom forårsaget af en opbygning i december/januar - en af de mest kolde og grumme vintre, jeg overhovedet kan huske - der krævede, at vi sov på gulvet i et meget koldt hus. Så efter sygdom og træthed kom der en lang periode med energi og glæde. De næste mange uger var faktisk temmelig gode. Jeg havde det godt, var mobil og lykkelig.
Til gennemscanningen i uge 19 blev den lille ved med at ligge forkert. Vi skulle til adskillige hjertescanninger, da hverken jordemødre eller læger kunne konstatere, at alt var OK. De mente ikke, at der var noget galt, men de kunne ikke se, om det hele var, som det burde være.
Jeg fik dog konstateret foranliggende moderkage, men skulle ikke bekymre mig, da en foranliggende moderkage i de fleste tilfælde flytter sig med op, efterhånden som livmoderen vokser. Jeg skulle til en ekstra scanning senere i graviditeten for at konstatere, at den havde flyttet sig. Til sidst kunne en læge og en lægestuderende endelig fortælle os, at det hele så fint ud, og at vi til og med ventede os en lille datter. Glæden var stor.
I foråret planlagde vi så tur til Disneyland i Paris med alle vores unger. Min mand har to fra et tidligere ægteskab, og jeg har selv ét barn. Nøj, hvor vi glædede os. 2 dage før vi skulle rejse, skulle jeg til scanning for at konstatere, at min moderkage var vokset med op - troede jeg!
For første gang var min mand ikke taget med til scanning, da jeg jo bare lige skulle scannes og hjem igen. Han havde troligt fulgt med hver eneste gang tidligere, men vi blev enige om, at der ingen grund var til, at han tog med denne gang. Lægen konstaterede med det samme, at der stadig var foranliggende moderkage, men at den også var total (dvs. at den ligger HELT foran livmodermunden).
Så fra det ene øjeblik til det andet skulle jeg pludselig have kejsersnit, jeg måtte ikke have sex, jeg måtte ikke flyve til Paris, og der var tale om en sjælden og farlig tilstand for både mig og babyen! Jeg var helt chokeret, ude af mig selv og tudede, som jeg aldrig har tudet før. Da jeg efter flere forgæves opkald endelig kunne fremmæle et ord, fortalte jeg min mand, hvad lægen havde sagt. Vi var dybt berørte. Hvad nu med de sidste par måneder, og hvad nu med vores Disney-tur om 2 dage?
Dagen efter ringede vi tilbage til hospitalet og spurgte, hvorfor vi ikke måtte flyve, og vi fik at vide af en jordemoder, at det var på grund af trykket, der kunne starte en blødning. Vi blev tilrådet at tage natbussen til Frankrig i stedet. Vi afbestilte flybilletterne og blev enige om, at vi ville køre derned.
Senere på dagen ringede en anden læge for at give mig en tid til at fastsætte datoen for kejsersnittet. Hun frarådede os at tage til Paris og i stedet leje et sommerhus i Danmark. Og hvis vi tog af sted, skulle vi vide, at den offentlige sygesikring ikke dækkede, hvis der skulle ske noget, da de ville skrive i min journal, at de havde frarådet os at tage af sted.
Vi stod nu med 3 forventningsfulde unger, et booket hotelophold på Disneylands fineste hotel og en foranliggende moderkage som eneste forhindring. Efter mange timers overvejelser besluttede vi at køre derned, og at jeg selvfølgelig ikke skulle prøve nogen forlystelser og bare skulle foretage mig så lidt som overhovedet muligt.
Det skulle vise sig at være en kæmpe fejltagelse!
Den første nat, efter at have gået rundt i Disneyland i mange timer, fik jeg en kæmpe styrtblødning. Jeg vågnede omkring midnat, da jeg kunne mærke, at jeg begyndte at bløde. Jeg kunne mærke noget, der var på vej ud, og jeg vidste med det samme, at der var noget helt galt.
Jeg rejste mig hurtigt fra sengen og holdt hånden i skridtet for, at der ikke skulle komme blod på gulvet. I stedet fyldtes min hånd hurtigt med blod. Jeg hulkede og vækkede min mand, men kunne ikke mæle et ord og viste ham bare blodet, hvorefter jeg skyndte mig ud på badeværelset, lagde mig på gulvet og stoppede et håndklæde mellem benene. Det væltede ud med blod, og jeg har aldrig været så bange i mit liv! Mistede jeg nu min lille pige?!
Jeg sagde til min mand, at han skulle ringe 112, og han ringede med det samme. Efter hvad, der føltes som 100 år, kom han endelig igennem. 5 minutter efter stod der først 2, så 5 og så 10 franskmænd på vores hotelværelse. Jeg var ikke helt sikker på, hvem der var hvem, men jeg fik ilt, lagt drop og blev undersøgt af en læge, der stort set var den eneste, der kunne tale lidt engelsk.
Efter hvad, der igen føltes som 100 år, og en masse uforståeligt fransk (det eneste, jeg tænkte, var: "Så kør mig dog på hospitalet"), blev jeg lagt op på en båre og kørt af sted. Min mand blev hos børnene. De to yngste sov stadig trods alt det spektakel, der havde været. Den ældste havde været vågen helt fra starten.
Jeg ankom på hospitalet, hvor jeg og babyen blev undersøgt. Bortset fra at have mistet en masse blod, var vi OK. Jeg blev gjort rent, fik lagt 3 forskellige drop (blandt andet med lungemodnende medicin, hvis de blev nødt til at foretage kejsersnit) og blev lagt i seng. Klokken var omkring 03.30. Jeg sov stort set ikke den nat.
Næste morgen kom min mand med ungerne. Da vi ikke vidste, hvor længe jeg skulle blive, blev vi enige om, at han skulle fortsætte turen som planlagt. De næste par dage var MEGET lange. Alene og stort set uden engelsk kommunikation, var det meget ensomt på hospitalet. Min mand kom dog morgen og aften, og jeg havde heldigvis min mobiltelefon.
På 3. dagen, dagen før vi skulle hjem, anede vi ikke, hvad der skulle ske med mig. Vi havde haft fat i SOS i Danmark, som mente, at jeg skulle køres i ambulance til et fly, hvor jeg skulle assisteres af en dansk læge ombord. Men der var nok ikke nogle flyselskaber, der ville have mig med. En fransk læge sagde, at jeg i hvert fald ikke måtte køre den lange tur hjem, så vi anede ikke, hvor vi stod. Hvad skulle vi gøre? Tanken om, at min mand og børnene skulle køre hjem næste dag og efterlade mig i Frankrig uden at vide, hvad der skulle ske, brød jeg mig på ingen måde om. Jeg ringede til min mand om aftenen, og vi blev hurtigt enige om, at vi ville forlade hospitalet sammen næste morgen.
Jeg havde ikke blødt i to dage, jeg havde det godt, og babyen sparkede, som hun plejede. Vi var ved godt mod. Jeg var selvfølgelig ekstremt nervøs for de næste 14 timer i bil, men vi var indstillet på, at vi måske skulle forbi et hospital, hvis jeg begyndte at bløde igen. GPS'en kunne heldigvis finde det nærmeste hospital, lige meget hvor vi befandt os. Efter en del forvirring forlod vi anspændte hospitalet og begav os ud på en meget nervepirrende tur mod Danmark.
Kl. 1 om natten ramte vi Herlev Sygehus, hvor jeg blev indlagt. Jeg ved ikke, om det var den rigtige beslutning, vi tog om at køre hjem, men den endte heldigvis lykkeligt. Jeg blev udskrevet dagen efter med strenge ordrer om at holde mig i ro.
Nu kan jeg nyde resten af sommeren i håb om, at jeg ikke begynder at bløde før mit planlagte kejsersnit. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget, til vores lille pige er kommet ud, så vi kan lægge hele denne her oplevelse bag os.
Men jeg har lært én ting: En foranliggende moderkage SKAL tages alvorligt! Vi lærte det på den hårde måde (økonomisk ved vi heller ikke, hvor vi står i forhold til forsikringsspørgsmålet om hvem, der skal betale for mit opholdt på det franske hospital).
Det var så mine erfaringer med foranliggende moderkage. Jeg har skrevet en artikel om emnet her på Netbaby, som jeg håber, du vil læse. Og hvis du selv har erfaringer med foranliggende moderkage, håber jeg, at du vil skrive om det i kommentarfeltet under selve artiklen:
 Foranliggende moderkage (placenta prævia)
|
Kommentarer
Redaktør Katja 11-01-2011 kl. 13:52
© 1999-2025