Bekymringer er som små børn. Jo mere man kæler for dem, jo bedre trives de.
Rollen som mor indebærer konstant bekymring. Selvom man prøver på at overbevise sig selv om, at det er irrationelt, og ens bekymringer er ubegrundede, bekymrer man sig alligevel alle døgnets vågne timer. Og det bliver ikke bedre, bare fordi man får flere børn - næh, så har man bare endnu flere bekymringer.
Forleden, da jeg afleverede min datter i vuggestue, var de udenfor og lege. Min datter ville gerne op og gynge, og det kom hun selvfølgelig. Det eneste, jeg kunne tænke på hele vejen hjem, var: "Åh nej, bare hun nu ikke falder ned og brækker halsen".
Jeg kan også bruge meget energi på at bekymre mig om hendes sut. Tænk, hvis tutten faldt af, og hun fik den galt i halsen. Jeg har i det hele taget et stort problem med det at få noget galt i halsen. Især mad. Det er min absolutte største frygt: At hun får noget galt i halsen, mens hun spiser, og det ikke kan komme fri. Ved det mindste host, reagerer jeg hurtigere end lysets hastighed og har hevet hende op af stolen, før min mand overhovedet har opdaget, at hun havde mad i munden.
Så er der hendes udvikling. Om det er hendes motoriske, kognitive eller sociale/følelsesmæssige udvikling, så er der altid grund til bekymring. Selv om man udmærket er klar over, at alle børn udvikler sig forskelligt, kan man ikke lade være med at sammenligne.
Nu er hun snart 18 måneder gammel, og hun kan stadig ikke gå selv. Hun har på ingen måde vist interesse for det, og allerede da hun var et halvt år gammel, var min mor meget bekymret og syntes, at vi skulle gå til lægen. Hun syntes, at det var meget mærkeligt, at hun ikke gad støtte på benene (overhovedet), og der måtte jo være noget galt.
Jeg må dog indrømme, at det har ikke været min største bekymring. Jeg har været meget mere bekymret, om hun f.eks. fryser om natten. Hun nægter at sove med dyne og sparker den af, selv om hun sover. Så problemstillingen omkring benene har jeg taget med et gran salt.
Nu er hun dog snart så stor, at ALLE andre, jeg kender i den alder, både kan gå OG løbe, og jeg kigger ofte på hendes fødder for at se, om de skulle sidde skævt, og jeg mærker også på dem en gang i mellem, om de nu føles rigtige. Jeg er dog stadig ved godt mod, og jeg er sikker på, at hun nok skal komme til at gå – og hvem ved, måske allerede i 2012 :o)
Hvad er dine største bekymringer, når det kommer til dit barn (eller din graviditet)? Skriv en kommentar.
|
Kommentarer
© 1999-2025